Pakkeomdelingen på Sjælland ansatte i januar 24 nye medarbejdere, der skulle mindske brugen af hjælp udefra. I februar lykkedes det på den måde at halvere antallet af vikartimer fra 8000 til 4000.
Der er mange fordele ved at lade fastansatte klare det arbejde, som vikarerne ellers ville blive sat til. Det mener fællestillidsrepræsentant for Post Danmarks pakkeomdelere i Hovedstaden, Dzevad Ramic. Han er en af dem, der har taget initiativ til udskiftningen.
– De faste folk er som regel bedre medarbejdere. De har en højere produktivitet og har mindre sygefravær. På den måde er de faktisk en billigere arbejdskraft, siger han.
For få ansatte
Hos Pakkedistribution København har de ansat otte nye medarbejdere i januar. Og dem er der brug for, mener postmester Kim Fanefjord.– Vores behov for tilkaldevikarer var blevet for stort. Vi var for få fastansatte, og så var der ingen andre muligheder end at ringe efter hjælp, hvis alle pakkerne skulle ud hver dag, siger han.
Men selvom der var rigeligt arbejde, kunne han ikke umiddelbart skaffe nye folk.
– Vi har et budget over årsværk, vi skal overholde. Det satte begrænsninger på, hvor mange nye, vi kunne ansætte. Heldigvis fik vi lavet aftalen om, så vikartimerne blev vekslet til faste folk. Jeg forventer, at det vil gøre os mere effektive på alle fronter, siger Kim Fanefjord.
Forventer yderligere fald i vikarer
Postmestrene har været pressede af ændringer i pakkeomdelingen. Det har fået dem til at tøve med at ansætte nye, mener Dzevad Ramic.– Nye pakkebokse og flytningen af småpakker over til postbudene gjorde, at der blev sat færre midler af til pakkerne. Derfor tøvede postmestrene med at ansætte faste folk, fordi det kunne ende med afskedigelser.
De 24 stillinger svarer til forbruget af tilkaldevikarer sidste år, som lå på godt 46.000 timer. Dzevad Ramic forventer derfor, at forbruget vil falde yderligere, når de nye finder sig til rette.
