Her arbejder seks filippinere, der er ansat til godt 5.000 kroner om måneden. Det erfarede 3F onsdag via ITF, Det Internationale Transportforbund.
Sagen vækker opsigt i 3F. Henrik Berlau, der er forhandlingssekretær i 3F’s Transportgruppe, afviser, at de seks filippinere lovligt kan arbejde i Danmark.
Maersk erkender fejl
Henrik Berlau henviser til, at der er tale om værftsarbejde. Og dermed om arbejdskraft, der er importeret ulovligt til Danmark.– Maersk kan bruge filippinske søfolk på skibe, der sejler under dansk flag i international fart. Men her ligger skibet stille, og der er hentet værftsarbejdere fra Filippinerne til Danmark. Det har intet med international søfart at gøre, og ophold kræver dansk arbejds- og opholdstilladelse. Samtidig er der masser af ledig arbejdskraft i Nakskov, siger Henrik Berlau.
Maersk Supply Service erkender, at forholdene ikke er i orden: “Brugen af dette vedligeholdelsesteam skulle have været arrangeret anderledes. Som følge af dette forhold er det besluttet, at de seks medarbejdere snarest sendes videre til et af de øvrige Maersk-skibe, der opererer i international fart”, lyder det i et svar per e-mail til Fagbladet 3F.
Ingen styr på falske søfolk
De filippinske arbejdere har oplyst til ITF, at de er uddannet på et værft i Filippinerne, og at de ikke er søfolk. 3F’s Transportgruppe peger på, at sagen langt fra er enestående.– Det sker ofte, at udlændinge kommer til Danmark på schengen-visa som maskerede søfolk. Det har vi forgæves forsøgt at gøre myndighederne opmærksom på. Det er dybt problematisk, at ingen ved, hvor mange filippinere og indere der er kommet ind i Danmark på den her måde, siger Henrik Berlau.
