Østarbejdere stormer frem i erhverv som rengøring og landbrug

Danske virksomheder vil fortsætte med at hyre billige østarbejdere, siger ekspert.
Fakta

Udvikling fordelt på brancher

Landbrug, skovbrug og fiskeri*

  • 2009: 12 procent (8.881 personer)
  • 2012: 22 procent (15.463 personer)

Rengøring og anden service

  • 2009: 7 procent (9.523 personer)
  • 2012: 14 procent (17.120 personer)

Bygge og anlæg**

  • 2009: 2 procent (3.617 personer)
  • 2012: 8 procent (12.440 personer)

Industri

  • 2009: 2 procent (7.656 personer)
  • 2012: 3 procent (9.449 personer)

Samlet alle brancher

  • 2009: 2 procent (50.732 personer)
  • 2012: 3 procent (86.550 personer)

Kilder: Arbejdsmarkedsstyrelsens Jobindsats.dk, antal personer fra de ti østeuropæiske EU-lande med erhvervsindkomst i Danmark. Og Danmarks Statistik, antal beskæftigede.

* Tallet for landbruget er reelt højere, hvis man medregner 3.556 ukrainere. I så fald bliver andelen 27 procent.

** I bygge og anlæg skyldes en del af stigningen forbedrede datagrundlag hos myndighederne. Antallet af østarbejdere er dog fortsat lavt sat, da der er betydelige mørketal blandt de østfirmaer, der udstationerer i Danmark.

Hvert år slår østarbejdere i Danmark ny rekord. Men det er kun i ganske bestemte brancher, danske arbejdsgivere vælger at ansætte de ofte billigere arbejdere fra Østeuropa.

I landbruget og på gartnerierne udgør østarbejdere nu mere end hver femte ansat. Mens hver syvende ansat i rengøring er fra Polen, Rumænien eller et andet østland. Det viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen og Danmarks Statistik.

- Der er nogle jobområder, østarbejdere efterhånden sidder tungt på, forklarer Søren Kaj Andersen, lektor og ekspert i udenlandsk arbejdskraft, fra Københavns Universitet.

Kroner og sloty

Det er job, der ikke er højt lønnede i forvejen. Samtidig kræver jobbene ikke lange uddannelser. På den måde er konkurrencen ekstra hård. Og det rammer de danskere, der arbejder som gartner, gør rent og andre ufaglærte og faglærte job.

- Man skal gøre sig klart, at vores arbejdsmarked er udvidet betragteligt og det har skabt en enorm konkurrence, siger Søren Kaj Andersen.

Østarbejderne kan ofte tjene fire, fem gange så meget på den danske mindsteløn, som de tjener i hjemlandet. Derfor kan de sige ja tak til en meget lavere løn, end danskere kan.

Der er ingen grund til at tro, at arbejdsgiverne vil ændre strategi.

- Bundlinjen er, at den her udvikling vil fortsætte. Mange arbejdsgivere har fundet ud af, det er noget, der fungerer for dem, vurderer forskeren.

Nye spilleregler

Det er ikke første gang, det danske arbejdsmarked er udfordret af stor indvandring. Danmark inviterede i slutningen af 60'erne og starten af 70'erne tyrkere til landet for at løse problemet med manglende arbejdskraft. Da oliekrisen kom, kunne man så lukke af for indvandringen.

I dag er EU's åbne grænser ude af politikernes hænder.

- Det er anderledes nu, for vi kan ikke bare lukke af for indvandringen. Der er nogle helt grundlæggende spilleregler, der har ændret sig, siger Søren Kaj Andersen.