Fagbladet3f.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra Fagbladet3f.dk igen.  Læs mere om cookies

Firmaer bag lønsnyd stikker af fra regningen

Ud af 30 sager om løndumping har kun seks firmaer betalt det skyldige beløb. Kun når vi har fat i nosserne på dem, betaler de, siger 3F.

Det er som oftest en gratis omgang at blive afsløret i lønsnyd.

80 procent af de danske og polske firmaer er stukket af fra regningen eller har lukket forretningen, når fagforeninger har fået dømt dem til at betale stor erstatning for lønsnyd.

Det viser en gennemgang af de 30 største sager om løndumping siden 2004. 15 firmaer har aldrig betalt, selvom de er blevet dømt i Arbejdsretten. Ni har lukket firmaet og er gået konkurs, efter at der er rejst krav om erstatning, mens blot seks firmaer har betalt.

De ubetalte regninger skaber frustration i byggefagforeningerne.

- De få, der har afregnet, har gjort det, fordi vi har haft fat i nosserne på dem. For eksempel fordi arbejdet stadig har været i gang, siger forhandlingssekretær Palle Bisgaard fra 3F.

Fakta
Udfaldet af de 30 største sager om løndumping, hvor der er aftalt bod, faldet dom i arbejdsretten eller firmaet er lukket som følge af krav efter lønsnyd:

  • 6 betalt
  • 15 har aldrig betalt
  • 9 konkurs
    = i alt er regningen efter løndumping ikke betalt i 24 ud af 30 sager.

Kilde: Fagbladet 3F har gennemgået over 400 sager om løndumping hos byggefagforeningerne i Danmark. Vi har samlet de 30 største afsluttede sager med enten forlig, dom eller konkurs som følge af krav efter lønsnyd.

Regning ryger på gulvet

Når 3F og de andre byggefagforeninger får afgjort sagen, er arbejdet ofte færdigt. På den måde kan de ansatte ikke strejke eller blokere arbejdet for at presse betalingen igennem.

Normalt er grundvilkåret, at man betaler sine regninger og tager sin straf, forklarer Palle Bisgaard:

- Men de udenlandske virksomheder snyder og bedrager, så længe de kan, og så stikker de af, når de bliver afsløret.

Han vil have politikerne til at indføre et kædeansvar, så regningen bliver betalt af hovedentreprenøren, hvis underentreprenøren stikker af.

- Regningen skal gå opad i kæden i stedet for, at den bliver tabt på gulvet. Der er ingen tvivl om, at kædeansvar ville løse det problem, mener Palle Bisgaard.

Direktør afviser

Forslaget bliver afvist af Peter Stenholm, der er direktør for arbejdsgiverne i Dansk Byggeri. Siden 2010 er mange af de faglige sager blevet løst ved forlig, inden de er kommet for retten. Dermed er problemet ikke så stort i dag, mener han.

- Jeg er på ingen måde tilhænger af, at nogen løber fra regningen. Men jeg synes også, at vi ser færre sager end for fem år siden, siger Peter Stenholm.

Han frygter, at et kædeansvar vil koste mange penge for entreprenørerne.

- Hvis en bygherre siger til sin hovedentreprenør, at alle dine partnere skal overholde overenskomsten, og gør de ikke det, så skal du betale. Det vil kræve en bankgaranti, der er ligeså dyr som et banklån. Det vil gøre byggeriet dyrere og mindske konkurrencen, siger Peter Stenholm.