Som medlem af arbejdsgiverforeningen GLS-A havde planteskolen ellers forpligtet sig til at betale en timeløn på 127 kroner efter overenskomsten på skovbrugsområdet.
– Vores medlemmer er blevet massivt underbetalt for arbejdet hos Majland. Men vi kunne i den konkrete sag ikke løfte den tunge bevisbyrde for vores påstand om, at der reelt var tale om arbejdsudleje og ikke entreprisearbejde. Det er selvfølgelig ærgerligt, men vi tager Arbejdsrettens afgørelse til efterretning, siger Arne Grevsen. Han er formand for Den Grønne Gruppe i 3F.
Nedlagde arbejdet på grund af lønnen
De 36 polske juletræsarbejdere var ansat i det danske firma Helper Sp. Z.O.O., som sørgede for arbejdskraft til Majland, der er en del af koncernen Green Team Group. Ifølge kontrakter skulle arbejderne have en løn på 50 eller 60 kroner i timen for en 42 timers arbejdsuge.Men i juli 2012 blev østarbejdernes lønforhold pludselig ændret til en akkordløn på godt tre øre for at plante et juletræ. Ændringen af lønnen fik de 36 polakker til kollektivt at nedlægge arbejdet hos Majland.
Lønstriden endte med, at nogle af de polske juletræsarbejdere fik en timeløn på 60 kroner for arbejdet hos Majland – der har haft et overskud på over 53 millioner kroner efter skat i perioden 2006-13.
3F: Vi kæmper videre
3F mente, at polakkerne var arbejdsudlejet til Majland og dermed som vikarer omfattet af overenskomsten. Men virksomheden mente, at der var tale om entreprisearbejde, der faldt uden for overenskomsten.Spørgsmålet var primært, om Majland blandede sig så meget i arbejdet og på sådan en måde, at planteskolen måtte anses for at være polakkernes reelle arbejdsgiver.
Arbejdsretten afgjorde, at 3F i sagen ikke havde godtgjort, at der reelt var tale om arbejdsudleje.
– Det er ikke en principiel afgørelse. Og vi vil i andre sager fortsat kæmpe hårdt for, at arbejdsgivere i Danmark betaler løn efter overenskomsten til gavn for lønmodtagere, en fair konkurrence mellem virksomhederne på det grønne område samt det danske samfunds skatteindtægter, siger Arne Grevsen, formand for Den Grønne Gruppe i 3F.

