Formand for Industrigruppen i 3F Aalborg Benny Vinther Jensen kritiserer Adecco for ikke at overholde overenskomsten. Men han er godt tilfreds med, at bureauet har accepteret at efterregulere alle vikarerne.
– Vi har aftalt med Adecco, at de kigger på hele listen over vikarer, så vi slipper for at tage sagerne en ad gangen. Det gør det meget lettere for os, siger Benny Vinther Jensen.
Systemer driller
Adecco beklager, at vikarerne er blevet underbetalt:– Når vi bliver gjort opmærksom på en fejl, retter vi det naturligvis, siger økonomichef hos Adecco, Kristian Dyhr.
Han begrunder manglende pension og ATP-bidrag med, at vikarbureauet ikke er vant til at hyre folk ind til virksomheder med meget aften- og nattearbejde.
– Det har drillet vores systemer. Og Siemens har hyret rigtigt mange ekstra vikarer den senere tid, så vi har haft ekstra travlt, siger Kristian Dyhr.
Fremadrettet lover Adecco bod og bedring:
– Vi har sat en masse kontrol i værk for at sikre, at dette her ikke sker igen, siger Kristian Dyhr.
Flere problemer
Siemens Wind Power har i lang tid været storforbruger af vikarer. Sidste sommer var over halvdelen af arbejderne i Aalborg således vikarer. De seneste måneder er Siemens begyndt at fastansætte nogle af vikarerne, men der er fortsat rigtigt mange af dem.Ifølge 3F er alle problemer med vikarernes vilkår dog langt fra løst på vindmøllefabrikken:
– Vi har nye sager på vej. Vi kan se, at en hel del stadig mangler at få nok i pension, siger Benny Vinther Jensen.

