– Det er virkelig groft og direkte overenskomststridigt, lyder det fra forhandlingssekretær i 3F’s Offentlige Gruppe, Hanne Gram.
Tillidsfolk skal afskediges som de sidste, står der i den Personaleadministrative Vejledning for statsansatte.
I alt har 15 skovarbejdere fået officiel besked på, at de står til en fyring. Derudover 15 andre ansatte i Naturstyrelsen.
3F: Det er ren chikane
Afskedigelserne sker på grund af faldende bevillinger og opgaver, der bortfalder, oplyser Naturstyrelsen.Men dét berettiger på ingen måde, at tillidsfolk nærmest står forrest i køen, lyder det fra 3F.
– Vi kan kun opfatte det som ren chikane. Hver tredje af de skovarbejdere, der skal afskediges, er omfattet af en særlig beskyttelse. Det er en hån mod den danske model, at man vælger at afskedige dem, der traditionelt er de sidste, der forlader en arbejdsplads, siger Hanne Gram.
– Vi har i sinde at køre samtlige sager for vores medlemmer, hvis det her ikke ændres, siger Hanne Gram.
Skal i høring efter reglerne
I Naturstyrelsen forklarer vicedirektør David Fjord Nielsen, at man har været meget opmærksom på problemstillingen.– Vi har foretaget en konkret og individuel bedømmelse af de kvalifikationer, der skal bruges til de opgaver, vi står tilbage med. Og på den baggrund har vi vurderet, hvem der skal varsles, og hvem der ikke skal, siger David Fjord Nielsen. Han afviser enhver form for forfølgelse på grund af deres rolle som talsmænd.
– At der var mange beskyttede imellem har givet os anledning til at spørge en ekstra gang ind. Vi har kigget ekstra godt efter og bedt Personaleafdelingen om at sikre, at vi har handlet på et forsvarligt grundlag – også når det det gælder medarbejdere med tillidshverv. Og det mener vi, at vi gør.
Afskedigelserne skal nu i høring efter gældende regler, hvorefter der vil blive taget stilling til, hvem der endeligt fyres.
I alt nedlægger Naturstyrelsen 87 stillinger. Når kun 30 står til afskedigelse, skyldes det dels frivillig fratrædelse, dels at vakante stillinger – på grund af ansættelsesstop – nu nedlægges.

