Ny lov sikrer løn til chauffører

Kontrol:   Enhedslisten og De Konservative har sikret regeringen flertal for ny lov, der giver ekstra kontrol mod løndumping på danske veje. Nyt nævn skal kontrollere, om chauffører får den løn, de har krav på.
Fakta

Det skal nævnet se på:

Et nyt ”Overenskomstnævn” skal sikre, at chaufførerne får den løn, loven kræver. Det vil sige løn efter de overenskomster, der gælder på transportområdet.

Nævnet skal nærstudere lønsedler og kontrakter. Det sker, hvis der er mistanke om snyd og løndumping, og hvis transportministeren (Trafikstyrelsen) beder om det. I så fald er det op til nævnet at vurdere materialet. Og dermed skal vognmændene nu bevise, at de overholder lovens krav.

Nævnet skal bestå af en landsdommer og fire repræsentanter fra organisationer i transportbranchen. To fra arbejdsgiverne i DI og Dansk Erhverv. Og to repræsentanter fra 3F.

 

Chauffører, der bliver snydt, får hjælp. Vognmænd, der snyder med lønnen, får problemer.

Det er resultatet af en ny lov, regeringen har fået i hus. Loven indfører et nyt nævn, der skal se vognmænd og deres lønforhold efter i sømmene. Enhedslisten og De Konservative har sikret, at loven fik flertal i Folketinget.

Det betyder, at vognmænd kan blive sat under lup, hvis de ikke har en overenskomst. I så fald kan Trafikstyrelsen kræve lønsedler og kontrakter udleveret, så det nye nævn kan tjekke, om chaufførerne får den løn, de har krav på.

Særlige regler

Den danske godslov har en særlig paragraf. Den siger, at chauffører i danske lastbiler skal have løn efter de overenskomster, der gælder for chauffører.

Det nye nævn skal sikre, at paragraffen bliver taget alvorligt. Og det er repræsentanter fra DI, Dansk Erhverv og 3F, der skal sidde i nævnet og hjælpe Trafikstyrelsen med kontrollen.

- Det er mere end to års arbejde, vi nu ser resultatet af. Målet har været at gøre livet surt for brodne kar. Og det nye nævn gør det svært at være vognmand, hvis man bryder spillereglerne, siger Jørgen Aarestrup, der er forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe.

Aftale fra 2010

Nævnet er en udløber af overenskomstforhandlingerne i 2010. Her blev 3F's Transportgruppe, DI og den daværende VK-regering enige om, at indsatsen mod løndumping på vejene skulle skærpes.

3F, DI og DTL støtter det nye nævn. Det møder til gengæld modstand fra de vognmænd, der er organiseret i ITD.

Også på Christiansborg har nævnet skabt debat. Men kun i blå blok. Her valgte De Konservative at støtte nævnet. Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance stemte imod det nye nævn, der skal bremse løndumping.