– Vi har forud bedt medlemmerne fortælle, hvad deres højst prioriterede ønsker er. Det er tankevækkende, at det nok højst prioriterede krav er et værn mod løndumping. De er meget bekymrede for deres arbejdsliv. Og det viser, at vi har en rigtig stor udfordring i forhold til hele østarbejder-fronten.
Det sagde Arne Grevsen, formand for Den Grønne Gruppe i 3F, da forbundets repræsentantskab onsdag udtog dels offentlige, dels grønne overenskomstkrav.
En anden forklædning
På det offentlige område er løndumping heller ikke ukendt. Omend i en lidt anden forklædning.– Der findes 11 forskellige løntilskudsordninger. Desværre ser vi nærmest ghettodannelser visse steder med personer i ekstraordinær ansættelse. Det fylder rigtig meget blandt de krav, vores medlemmer har sendt ind, siger Ellen K. Lykkegård, formand for Den Offentlige Gruppe i 3F.
– Så vi skal have et bedre værn, så arbejdsgiverne ikke ”spekulerer” og dermed fortrænger ordinært ansatte, siger hun.
Sydeuropa skræmmer
Det er ansatte på gartnerier, planteskoler, mejerier og inden for landbrug, skovbrug og agroindustri, der skal have ny overenskomst i 2013. Dertil kommer omkring 40.000 3F’ere – for eksempel rengøringsassistenter og specialarbejdere – i kommuner, regioner og staten.– Vi er desværre stadig ramt af den økonomiske krise. Men vi vil lægge os i selen for at få sikret reallønnen. Reguleringsordningen, der regulerer de offentliges lønninger i forhold til de privates, er heller ikke til diskussion. Tværtimod ønsker vi den forbedret, siger Ellen K. Lykkegård og fortsætter:
– Vi har set, hvordan krisen i Sydeuropa har ført til, at man har brugt de offentlige ansatte som en intern devalueringsmulighed og sat dem kraftigt ned i løn. Det kan vi ikke i Danmark netop på grund af reguleringsordningen.

