Færre job flytter ud af landet

Trangen til at flytte arbejdspladser til udlandet er blevet mindre blandt danske virksomheder, viser analyse fra Danmarks Statistik.
Fakta

Produktion flytter hjem

At det er blevet mindre populært at flytte produktion ud af landet understreges også af en undersøgelse fra Dansk Metal.

Den viser, at 28 procent af Metals tillidsfolk har oplevet, at deres virksomhed har flyttet produktion hjem igen.

Fejl, forsinkelser og fleksibilitet bliver angivet som de vigtigste årsager til at opgive eventyret i udlandet.

Danske virksomheder er begyndt at outsource mindre. Mellem 2009 og 2011 forsvandt 5.600 job i om året til især Østeuropa og Asien. I perioden 2001-2006 var det 6.300 job, der i gennemsnit blev flyttet ud hvert år.

Det viser en ny analyse fra Danmarks Statistik.

Fakta

Danskere elsker industrien

Flere danskere er blevet klar over, at fremstillingsindustrien står for den største andel af dansk eksport. Og flere tillægger produktion i Danmark afgørende betydning for dansk økonomi.
Det viser en ny undersøgelse fra DI.

Størst i industrien

Udflytningen er størst i industrien. Den branche alene tegner sig for udflytning af 60 procent af den samlede mængde.

Det er i høj grad virksomhedens kerneaktivitet, der flytter ud – altså produktionen, når det kommer til fabrikker. Over halvdelen af de virksomheder, der har outsourcet, flytter således kerneaktiviteten. De nye EU-lande og Kina er populære lande at flytte ud til for dansk erhvervsliv.

Lavthængende frugter

Ifølge professor Niels Bjørn-Andersen fra Copenhagen Business School er der flere forklaringer på, at udflytningen af job er bremset op:

- Der er grænser for, hvor mange job, som man kan outsource. Man har taget de lavthængende frugter. Mange af de produkter, der stadig bliver lavet i Danmark bliver lavet af robotter, og lønnen udgør kun en lille del af produktets pris, siger han.

Han peger også på, at der er en øget bevidsthed i erhvervslivet om, at det er vigtigt at have produktion og udvikling tæt på hinanden.