2.000 job forsvinder fra Vestas i år

Vestas skal ned fra 18.000 til 16.000 ansatte i løbet af 2013. 140 ansatte på Vestas-fabrik i Lem, der lukker i år, undgår fyresedlen, men de undgår ikke en lang køretur til et nyt job.

Vestas lukker sin fabrik i Lem, der producerer kontrolpaneler, i løbet af 2013. De 140 ansatte på fabrikken undgår en fyreseddel, men de undgår ikke en lang køretur, hvis de tager imod tilbuddet om et andet job hos vindmølleproducenten.

- Alle 140 berørte medarbejdere vil blive tilbudt job på vores tilsvarende fabrik i Hammel eller på andre Vestas-afdelinger, oplyser Vestas pressechef i Danmark Mikkel Friis-Thomsen.

Der er cirka 115 kilometer fra Lem til Hammel - cirka halvanden times kørsel i bil.

Både ja og nej til lang køretur

Koordinerende tillidsrepræsentant Henning Boye har endnu ikke overblik over, hvor mange der slår til.

- Det er en stor beslutning og en lang køretur - selvfølgelig afhængig af, hvor man bor. Det er nemmere, hvis man bor i Herning end i Hvide Sande. Nogle af kollegerne er helt afklarede og siger ja, andre overvejer situationen, mens nogle helt sikkert ikke vil med, siger Henning Boye, der selv overvejer situationen.

Fra 18.000 til 16.000

Mikkel Fris-Hansen oplyser, at Vestas i løbet af 2013 skal ned på 16.000 ansatte globalt. Der er 18.000 ansatte i dag.

- Vi ved endnu ikke, hvor mange af stillingerne der forsvinder i Danmark. Men vi taler ikke om 2.000 fyresedler, for det værste er overstået med de fyringsrunder, vi har haft. Men vi vil for eksempel undlade at genbesætte stillinger, udlicitere arbejde eller sælge flere fabrikker, siger Mikkel Fris-Hansen, der ikke helt kan udelukke fyresedler.