På fiskefabrikken Select Salmon i Esbjerg har mindst 15 polakker og litauere over et år arbejdet med lønninger helt ned til 25 kroner i timen. Det er milevidt fra taksterne i Industriens Overenskomst, hvor man er sikret en løn på mindst 108,70 kroner i timen – og hvor langt de fleste får en god slat mere.
Ud over den rå løndumping, har der også været brud på de hviletidsbestemmelser, der både fremgår af overenskomsten og af Arbejdsmiljøloven. Her har østarbejderne knoklet i op til 15 timer om dagen flere dage i træk.
Skummelt vikarbureau
Formand for 3F Esbjerg, John Schmidt, er dybt fortørnet over sagens omfang:– Det her er jo social dumping af værste skuffe. Det vil vi ikke være med til. Og det skal vi ikke acceptere. Jeg er rigtig godt tilfreds med, at vi fik det stoppet, siger John Schmidt.
Østarbejderne har været hyret som vikarer gennem vikarbureauet Work Forum. Det er et bureau med et langt synderegister fra især gartneribranchen. Men fordi Select Salmon er medlem af arbejdsgiverne i DI, har de forpligtet sig til at følge overenskomsten. Også selvom de udliciterer noget af arbejdet til et vikarbureau.
Nye ejere
3F Esbjerg gik ind i sagen. Og den er endt med et forlig, hvor virksomheden har accepteret at betale hele 300.000 kroner i bod og for brud på overenskomsten. I forliget, der blev indgået tilbage i 2011, opfordrer DI og 3F også Select Salmon til fremover kun at bruge overenskomstdækkede vikarbureauer.Virksomheden er senere gået konkurs og er blevet rekonstrueret under nye ejere.
Det har ikke været muligt for Fagbladet 3F at få en kommentar fra Select Salmon.

