En gennemgang af tre af østarbejdernes lønsedler fra 2015 viser, at de samlet set har tjent 178.159 kroner i bruttoløn for i alt 2.889 timers arbejde hos Ent Flex. Til sammen har de tre litauere betalt 13.209 kroner i A-skat. Det svarer til 7,4 procent af deres bruttoløn. De tre litauere har hver i løbet af en måned slet ikke betalt A-skat, viser deres lønsedler.
Formand for Den Grønne Gruppe i 3F Vagn Henriksen siger:
– Vi har ikke noget imod, at udlændinge arbejder i Danmark, men det skal foregå på danske, overenskomstmæssige vilkår. Danskere skal ikke miste deres arbejde, fordi arbejdsgivere kan få udlændinge med skattefordele til at arbejde for det halve i løn. Vi har en del medlemmer, der er bange for, at der ikke længere er arbejde til dem til en løn, som man kan leve anstændigt for i Danmark.
– Hvordan skal det danske velfærdssystem med offentligt tilskud til blandt andet børnehaver, skoler og plejehjem kunne overleve, når udlændinge arbejder til så lav løn i Danmark og slipper med at betale ingenting eller få hundrede kroner i A-skat, spørger Vagn Henriksen.
Ærteplukkere betalte ikke A-skat
Ligesom danskere betaler østarbejdere otte procent af deres løn i arbejdsmarkedsbidrag, viser deres lønsedler.Frants Bernstorff-Gyldensteen har meldt sin virksomhed ind i arbejdsgiverforeningen GLS-A, og han har dermed forpligtiget sig til at betale løn efter overenskomsten mellem 3F og GLS-A. Hans medarbejdere skal således have mindst 130 kroner i timeløn plus tillæg for eventuelt overarbejde. Men lensgreven – der var borgmester i Bogense Kommune fra 1990 til 1998 – har brugt leverandører af arbejdskraft uden overenskomst. Blandt andet Ent Flex, der i 2015 har betalt medarbejdere 62 eller 65 kroner i timeløn for alle timer.
Fagbladet 3F har tidligere beskrevet lignende eksempler, hvor medlemsvirksomheder hos GLS-A ligeledes har brugt leverandører uden overenskomst – og hvor medarbejderne har fået en løn langt under overenskomsten og betalt meget lidt i skat.
I juli 2014 beskrev Fagbladet 3F, at 12 ud af 13 litauiske kvinder havde et skattefradrag, der var højere end deres løn. De tjente omkring 65 kroner i timen på det store gartneri Rosa nær Aarhus.
I sommeren 2013 beskrev Fagbladet 3F, at seks udenlandske ærteplukkere havde betalt nul kroner i A-skat hos Danmarks største ærteproducent, Peter Skov Johansen. Den østfynske ærteavler beskæftigede i alt op mod 275 udenlandske plukkere den sommer – og de var alle aflønnet efter samme akkordsystem.
GLS-A: Går ud fra man overholder reglerne
Direktøren hos GLS-A, Johnny Ulff Larsen, vil ikke forholde sig til lønnen på 65 kroner i timen – der er det halve af den overenskomstmæssige timeløn – for arbejde hos medlemsvirksomheden ejet af lensgreve Frants Bernstorff-Gyldensteen. Om den lave skattebetaling for arbejde udført hos Gyldensteen Gods og andre medlemsvirksomheder siger Johnny Ulff Larsen:– Jeg må gå ud fra, at man overholder reglerne, og man betaler det, man skal. Og så er den ikke længere.
Hvordan skal velfærdssamfundet finansieres, hvis det er sådan, det fungerer hos jeres medlemsvirksomheder?
– Hvis der er problemer med skatteregler, så er det Folketinget, du skal tale med og ikke mig. Det vil jeg ikke kommentere yderligere på, siger Johnny Ulff Larsen.

