Den hjerneskadede falckredder Erik Schack og hans hustru Pia følte sig helt alene, svigtede og glemt i deres byhus i Sæby. Men efter de stod frem med deres historie, er det væltet ind med støtte og sympatierklæringer fra mange mennesker, der står i kø for at hjælpe dem.
– Det giver os håb. Vi er meget taknemmelige for støtten. Nogle af mine falck-kolleger har også taget initiativ til en indsamling. Det er helt overvældende, siger Erik Schack.
Sammen med sin hustru har han fået blomster, masser af positive tilkendegivelser på Facebook, SMS'er, telefonopkald og mails fra både folk, som de kender, og folk som bare gerne vil hjælpe familien. Fysioterapeuter har tilbudt hjælp, og en advokat har tilbudt at gennemgå Erik Schacks sag.
– Det får os til at tro, at vi har ret. Vi kan slet ikke udtrykke med ord, hvor meget støtten varmer, siger Pia Schack.
Hun havde flere gange prøvet at få sin mand til at stå frem i medierne for at få deres håbløse situation frem i lyset, men han orkede det ikke.
– Jeg følte mig magtesløs. Men da Fagbladet 3F bankede på vores dør i begyndelsen af oktober, var tiden inde. Nu skulle det være, kunne jeg mærke, siger Erik Schack.
Læs mere om ulykken
Nyt mod og nye kræfter
Den 53-årige falckredder var i aktion ved en dødsulykke på Strandby Havn 4. august 2014, hvor to fiskere omkom på grund af giftige dampe fra rådne skidtfisk i lasten på kutteren ”Susanne H.”
Erik Schack blev hjerneskadet kort efter redningsaktionen, hvor han indåndede giftige dampe fra lastrummet. Dampene førte til ukontrollerbare opkastninger og diarré. Han fik flere blodpropper i hjernen, og lægerne måtte save halvdelen af hans hjerneskal af for at redde hans liv.
Han lå i koma i 19 dage og var igennem en langvarig og smertefuld genoptræning, før han i juli i år kunne vende hjem til sin hustru og hjemmet i Sæby. Men både Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen har afvist at anerkende Erik Schacks hjerneskade som en arbejdsulykke, og han har ikke fået én krone i erstatning.
– Afslagene udtømte mine sidste kræfter. Det var i forvejen hårdt at kæmpe med genoptræning og en økonomi, der er slået i stykker, siger Erik Schack.
Opbakningen fra nær og fjern har givet ham og hans hustru nyt mod og nye kræfter.
– Vi er ikke alene. Det er en dejlig følelse, at rigtig mange bakker os op. For første gang siden Eriks ulykke, har jeg haft lidt ro i maven. Fordi jeg føler, at vi er i gode hænder, siger Pia Schack.
Ung pige bankede på
Erik Schack har blandt andet fortalt åbent om sine selvmordstanker, og forleden bankede en ung pige på døren i Sæby og spurgte, om hun kunne hjælpe.
– Hendes far havde begået selvmord, og det måtte ikke ske for mig. Vi fik en god snak i køkkenet. Det er meget stort med al den støtte, siger Erik Schack.
Pia Schack er rystet over, at Erik Schack, der selv har sat livet på spil for at redde andre, er blevet svigtet af myndighederne.
– Jeg bliver helt tom indeni, når jeg tænker på det. Men støtten fylder mig med glæde. Vi havde aldrig regnet med at få så meget støtte, siger hun.
Ægteparret har ikke fået en eneste negativ reaktion, efter de er stået frem.
– Ingen stiller spørgsmålstegn. Alle bakker bare 100 procent op. Vi får stadigvæk SMS'er og andre hilsener med støtte. Det giver os mod og lyst til at kæmpe videre, siger Erik Schack.



