Men det er langt fra første gang, folkene bag Budomex har tjent penge på lønsnyd i Danmark. De samme folk har også stået bag flere andre polske byggefirmaer, der er blevet idømt millionbøder for at snyde sine ansatte. Det dokumenterer de officielle polske registre, Fagbladet 3F har gennemgået.
Frontkvinden for bagmændene er 43-årige Sylwia Tyonska. Hun har ejet Budomex og firmaet S-Bud, mens de har snydt i Danmark. Sylwia Tyonska danner privat par med 53-årige Marek Czudec, der er bagmand bag firmaet Eurotech.
S-Bud og Eurotech blev idømt store bøder i Arbejdsretten i 2008 og 2009 for systematisk lønsnyd. Begge firmaer flygtede ud af landet, da de blev afsløret. I stedet stiftede de et nyt firma – Budomex – der siden har snydt sine ansatte på prestigebyggerier i Danmark.
Samme ejere
Flere kilder bekræfter over for Fagbladet 3F, at Marek Czudec og de oprindelige bagmænd bag Eurotech også har styret Budomex. Blandt andre advokat Mats Berter, der har repræsenteret de tre virksomheder i Sverige.– Det er ikke samme firma, men de har samme ejere, har Mats Berter forklaret.
Også en række ansatte i Budomex har oplyst, at Marek Czudec og de andre bagmænd også står bag Budomex.
Da det polske firma S-Bud blev dømt for to tilfælde af lønfusk i Arbejdsretten, flygtede bosserne fra regningen på 1,3 millioner kroner. I stedet overtog deres nye firma, Budomex, samarbejdet med Pihl & Søn.
– Det er dybt krænkende for vores kolleger, siger næstformand i 3F’s Byggegruppe Palle Bisgaard.
3F: Kædeansvar kan stoppe svindlerne
Efter de store sager om lønfusk i Budomex er Sylwia Tyonska nu trådt ud af ejerkredsen og erstattet af nye folk. Palle Bisgaard ser ofte, at de samme bagmænd lukker de firmaer, der bliver afsløret i lønsnyd, og åbner nye, der fortsætter, hvor de andre slap.Derfor håber han, at 3F kan få kædeansvar ind i overenskomsten ved de kommende forhandlinger med Dansk Byggeri.
– Så ville regningen blive videreført til hovedentreprenøren, der har tjent på det billige tilbud.
Partner til Pihl & Søn
De udpegede bagmænd ønsker ikke at kommentere sagen. Det meddeler kommunikationschef i Budomex Simon Hansen i en mail. Han påpeger, at Budomex ikke – som S-Bud – flygter fra regningerne, når de bliver idømt bod.– Dette afspejler en ny og bedre attitude fra ejerne af Budomex for at skabe et bæredygtigt firma, der er interesseret i at arbejde i Danmark i mange år fremover, skriver Simon Hansen.
De tre polske firmaer var faste partnere for Pihl & Søn. Først da Eurotech kom i problemer og blev dømt i Arbejdsretten, skiftede Pihl & Søn dem ud med S-Bud, der anvendte samme busser, samme mellemledere og i høj grad også samme ansatte. Da S-Bud blev dømt, var de flygtet på samme vis. Og i stedet overtog Budomex samarbejdet med Pihl & Søn.
Pihl & Søn er nu gået konkurs. Men Budomex har fundet nye veje til opgaver i Danmark. Budomex har kontrakt med tyske Züblin på Nordhavnstunnellen og den danske entreprenør Per Aarslef på ATP-huset i København.
