Syv fængslet efter SKAT-razzia

Snyd:   Seks udlændinge og en dansker endte i fængsel, da SKAT, politiet og Arbejdstilsynet mandag var på razzia mod social dumping og snyd med udenlandsk arbejdskraft. Også danske bedragere blev afsløret af SKAT.
Fakta

Resultatavle efter aktion

SKAT, Arbejdstilsynet og politiet var mandag i fælles aktion mod snyd og social dumping. Det er fjerde kontrolaktion i år. Den gav blandt andet disse resultater:


  • Seks udlændinge fængslet for ulovligt arbejde eller ophold.

  • 168 udlændinge blev mødt. Flere af dem skal undersøges nærmere for sort arbejde, manglende skat- og momsbetaling og andre former for fusk.

  • 157 danskere blev mødt. 16 af dem er mistænkt for socialt bedrageri.

  • Arbejdstilsynet måtte skride ind med 41 reaktioner for alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøloven.


Myndighedernes aktion slog ned på 94 arbejdssteder, hvor 81 danske og 53 udenlandske virksomheder kom under lup. Flest i byggeriet og transportbranchen.

Kilde: Arbejdstilsynet, politiet og SKAT.

Et falsk pas, manglende arbejdstilladelser og ulovligt ophold i Danmark. Det sendte mandag seks udenlandske statsborgere bag tremmer.

Det skete, da SKAT, politiet og Arbejdstilsynet rykkede ud i ny fælles kontrol, der var rettet mod social dumping og snyd med udenlandsk arbejdskraft. Også en enkelt dansker blev anholdt. Det skyldes, at han var eftersøgt af fogedretten.

I alt fik 94 arbejdssteder besøg. Heraf 77 i byggeriet og 14 på transportområdet, hvor der var morgenkontrol, der slog ned på flere transportcentre.

Udbredt skattesnyd

Men myndighederne fik fat på svindel hos andre end udlændinge. SKAT undersøgte 157 danske statsborgere. Hos 16 af dem er der rejst mistanke om sort arbejde, fusk eller socialt bedrageri. De var nemlig på arbejde, selv om de er på overførselsindkomst.

Det får SKAT til at bruge ord som: ”omfattende socialt bedrageri”. SKAT's argument er, at der er tale om mere end 10 procent af de danskere, der blev mødt på kontrollen.

SKAT fik også talt med 168 udenlandske statsborgere. Flere er nu mistænkt for sort arbejde. Og i flere tilfælde gør SKAT nu udlændinge til danske skatteborgere med tilbagevirkende kraft.

41 gange farligt arbejde

SKAT ser også på tilfælde, hvor personer har oplyst, at de er i landet som underleverandører. Her ser SKAT på, om de er reelle lønmodtagere. Eller om der i stedet er tale om virksomheder, der skal registreres og betale moms.

Også Arbejdstilsynet var på arbejde. Især mod farligt arbejde på byggepladser. Her blev opdaget 41 alvorlige brud på arbejdsmiljøloven. Og politiet skal nu se nærmere på fem tilfælde, hvor firmaer og personer har undladt den lovpligtige registrering, der skal ske i RUT-registeret.

Arbejdstilsynet, SKAT og politiet oplyser, at aktionen ikke giver et generelt billede af arbejdsmarkedet. Det er et øjebliksbillede, der dækker et lille udsnit af virksomheder.