S-stemmer afgør strid om udbud

I aften afgør Borgerrepræsentationen, om et større rengøringsudbud i Københavns Kommune skal stoppes. De berørte medarbejdere varsler demo.
Fakta

Effekten af udbud

På Borgerrepræsentationens dagsorden i dag er også et fælles forslag fra S og SF om at undersøge effekten af de hidtidige udbud i kommunen.

- Der er en hel masse skjulte omkostninger ved at lave udbud: administration, jurister, controllere. Det er rigtigt dyrt, og det fremgår ikke af de priser, man får. Vi vil gerne vide, om de ting, vi har i udbud, overhovedet kan betale sig. Og viser det sig modsat, vil vi efterfølgende foreslå, at de kommer på kommunale hænder igen, siger ordfører for SF Peter Thiele.

Bevæbnet med kost, spand og grydelåg.

Sådan vil medarbejdere fra de københavnske kulturhuse og idrætsanlæg i eftermiddag hilse politikerne velkommen, når Borgerrepræsentationen i aften skal stemme om udbuddet af rengøringen i Kultur- og Fritidsforvaltningen.

SF og Enhedslisten har et forslag på dagsordenen, der vil stoppe udbuddet øjeblikkeligt. Til glæde for de berørte medarbejdere. De har kritiseret udbuddet for at prioritere billigste pris over alt andet. Desuden mener de, at potentialet for besparelser er meget overdrevet. Ligesom politikerne ikke har været ind over beslutningsprocessen.

S lover intet

Socialdemokraternes stemmer er afgørende for, om SF's og EL's forslag vinder gehør. Kultur- og fritidsordfører Simon Strange (S) er åben for en diskussion. Men lover intet.

- Jeg er meget interesseret i, at vi får opsat de rigtige rammer for, at arbejdsforholdene bliver ordentlige, og de faglige interesser varetages. Og jeg vil meget gerne se på SF's og Enhedslistens forslag. Det er vigtigt at få en diskussion om, hvorvidt vi har begået en fejl i det konkrete tilfælde. Hvorvidt vi skal have en redegørelse, eller om vi kunne have gjort noget anderledes. Men jeg kan ikke sige nu, om der er konkret anledning til, at noget skal iværksættes, siger han.

SF håber på socialdemokratisk støtte

Simon Strange afviser umiddelbart, at alle spørgsmål om udbud i Københavns Kommune bør gå forbi politikernes bord.

- Vi har så utroligt mange udbud i Københavns Kommune. Også af mindre karakter, som politikerne slet ikke kan tage stilling til. Vi skal ikke gøre forvaltningens arbejde. Vi skal styrke administrationen og sørge for at give dem de rigtige retningslinjer, som gør, at de har handlingsrum og kan varetage deres opgaver, siger Simon Strange.

Peter Thiele, ordfører for SF, er spændt på, hvad resultatet bliver i dag:

- Jeg håber naturligvis, at Socialdemokraterne bakker op. Så vi ikke er forpligtet til at tage det billigste bud, siger han.