Vrede over brudt uddannelsesaftale i forsvaret

Forsvaret vil opsige uddannelsesaftale, der giver 3F'erne en faglært baggrund. I 3F raser man: ”Forklaringen er helt hen i vejret”.
Af Helene Olesen, Fagbladet 3F, helene.olesen@3f.dk
Fakta

Om uddannelsesaftalen

Med afsæt i uddannelsesaftalen mellem Forsvarets Personeltjeneste, 3F og FOA har forsvaret siden 2004 uddannet kasernemedarbejdere, rengørings- og kantineassistenter til henholdsvis ejendomsserviceteknikere og serviceassistenter. Aftalen har sikret fuld løn under uddannelsen. Aftalen har været med til at sikre mere kvalificerede medarbejdere. Tanken var, at man via uddannelse har kunnet arbejde fleksibelt og på tværs af fagområder.

Den brudte aftale kommer til at ramme de ansatte under Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste, FBE, vest for Storebælt. Øst for Storebælt står det private firma Forenede Service og HedeDanmark til at overtage drift og medarbejdere pr. 1. februar 2012.

En uddannelsesaftale, som har sikret hundredvis af 3F'ere i forsvaret en faglært baggrund, ser nu ud til at være historie. Forsvaret har nemlig meddelt 3F, at de ønsker at opsige aftalen med tre måneders varsel.

Det har vakt vrede i 3F. Ikke nok med, at man blæser på medarbejdernes uddannelse. Årsagen til, at aftalen skal opsiges, er helt uforståelig, mener Michael Haas, der er forhandlingssekretær i 3F's offentlige gruppe.

De blander æbler og pærer

Forsvarskommandoen skriver i et brev til 3F, at opsigelsen skyldes indførelsen af voksenelevløn under overenskomstforhandlingerne i 2011. Men det er som at blande pærer og æbler, mener Michael Haas.

- Det er helt hen i vejret. Den bestemmelse har ingen betydning for den uddannelsesaftale, der er mellem forsvaret og 3F, siger Michael Haas.

Uddannelsesaftalen har sikret mere i løn til de ansatte i forsvaret. Og her ligger hunden snarere begravet, mener Michael Haas:

- Den brudte aftale tyder på, at forsvaret ikke længere vil benytte faglærte medarbejdere. De vil i stedet spare på lønkronerne. Eller også vil de nøjes med at uddanne på voksenelevløn, siger Michael Haas. Han har i denne uge skrevet til Forsvarets Personeltjeneste (FPT) for at få et møde om sagen.

Indhentet af tiden

Hos FPT forklarer specialkonsulent Louise Freiesleben, at man er blevet indhentet af tiden:

- De uddannelsesaftaler, der blev indgået i 2004, giver fuld løn under uddannelse. Og ifølge overenskomstforhandlingerne har man nu indført voksenelevlønninger på området. Elevlønningerne forhøjes fra april 2012. Så man kan lidt populært sige, at man har indført bestemmelser i overenskomsten, der har ”overhalet” den gamle uddannelsesaftale, siger Louise Freiesleben.

Hun understreger, at man fortsat gerne vil videreuddanne sit personale.

- Men det bliver i regi af den statslige kompetenceudvikling, og det skal være under de nye vilkår ifølge den nye overenskomst, siger hun.



• Forsiden lige nu •