Næsten hver dag får 3F i Aalborg henvendelser fra avisbude, der mener, at Nordjyske Distribution giver dem for lidt i løn. Distributøren afviser, at der er problemer.
Avisbudene i Nordjylland får ikke den løn, de har krav på, mener 3F i Aalborg, der næsten dagligt får henvendelser fra frustrerede avisbude.
Ifølge afdelingen beregner budenes arbejdsgiver, Nordjyske Distribution nemlig lønnen uden at tage hensyn til arbejdsforholdene. Det vil sige, at lønnen udregnes på samme måde både på land- og by-ruter. Det betyder, at lønnen, ifølge 3F, mange steder ikke kommer op på de 105,15 kroner i timen som den mindst skal op på ifølge overenskomsten.
- Det kan godt være, at der er nogle avisbude, der får den løn, de har krav på, men jeg har endnu ikke set det, siger næstformand for 3F i Aalborg, Ole Nors Nielsen.
Han mener, at mange avisbude ikke har styr på deres rettigheder.
- Især de udenlandske avisbude er ikke klar over, at vi er der for at hjælpe dem, siger Ole Nors Nielsen.
Det billede genkender budchef i Nordjyske Distribution Lars Quist-Jensen imidlertid ikke.
- Vi har ikke ekstraordinært mange sager. Vi har inden for de sidste ti år ikke tabt en sag om udbetaling af løn, siger han.
Retter hos den enkelte
Ifølge Ole Nors retter Nordjyske Distribution med ganske få undtagelser lønnen hos de bude, som virksomheden får en konkret henvendelse fra.
- Men de bude der ikke henvender sig, gør de ikke noget ved. Selvom de må kunne se, at når den er gal det ene sted, er den det nok også det andet, siger Ole Nors Nielsen.
At Nordjyske Distribution systematisk ikke retter op på lønforholdene afviser budchef i Nordjyske Distribution, Lars Quist-Jensen.
- Det må 3F dokumentere, hvis de mener, det forholder sig sådan, siger han.
Har intet gjort
Nordjyske Distribution blev allerede i februar opmærksom på, at mange bude klager over lønforholdene. Dengang sagde direktøren for Nordjyske Distribution Poul Erik Clausen til P4 Nordjylland, at han ville tale med sine medarbejdere om hvorvidt "tingene er som de skal være". Alligevel er virksomheden efter fire måneder ikke kommet længere.
- Når man har 4000 bude ansat, så vil der altid være nogen der stiller spørgsmål både til løn og lønudregning, og der indgår vi i en dialog med de personer der mener, at deres løn ikke hænger sammen, siger Lars Quist-Jensen.
- Nordjyske Distribution går i den naive tro, at når folk ikke kommer og brokker sig, så må det være tegn på, at tingene er i orden. Men budene kender ikke deres rettigheder, og ved ofte ikke at de bliver snydt, siger Ole Nors Nielsen.