I løbet af de seneste to måneder har havnearbejdernes fagforbund, SITRAENP, oprettet to nye afdelinger. Den ene organiserer chauffører i havnen San Lorenzo, den anden er for havnearbejderne i havnen i La Ceiba.
Det faglige arbejde har været under angreb siden privatiseringen af havnen i slutningen af 2013. 92 fagligt aktive, der var involveret i oprettelsen af en ny fagforening, blev dengang fyret på stedet. En stor del af containerhåndteringen blev overtaget af det multinationale selskab ICTSI, der har hovedsæde i Filippinerne.
Udrensning af aktive
– Der er tale om en udrensning. Havnearbejderne har været vidner til, at selv de mest basale faglige rettigheder er blevet skubbet ud over kajen. Arbejdere, der har forsøgt at organisere sig i de nye private firmaer, er rask væk blevet fyret, siger Jørgen Hovgaard, regional koordinator af 3F’s udviklingsprogram i Syd- og Mellemamerika. I alt er omkring 120 fagligt aktive havnearbejdere blevet afskediget, fortæller han.Havnearbejdere i hele regionen har protesteret mod fyringerne og demonstreret ved Honduras’ ambassader, ligesom undertrykkelsen er blevet fordømt af det internationale transportarbejderforbund, ITF.
Privatiseringen og fyringerne betød et drastisk fald i antallet af medlemmer af fagforeningen. Men nu er havnearbejderne så småt begyndt at rette op på organiseringen: Fagforeningens medlemstal er steget fra 380 til 462 siden juni 2014. Før privatiseringen havde SITRAENP over 1300 medlemmer.
SITRAENP er nu blevet ændret fra at være en fagforening, der dækker én virksomhed, til i stedet at dække hele branchen. Den er desuden ved at blive lagt sammen med sømændenes fagforbund, som har omkring 950 medlemmer.
Konto indefrosset
For få måneder siden blev fagforeningen angrebet fra en helt ny vinkel: Organisationens bankkonti blev uden varsel indefrosset den 28. november sidste år af en lokal dommer. Siden har forbundet ikke haft adgang til sine midler.Begrundelsen var, at en advokat, der har bistået fagforeningen, mener at have ret til betaling, hver gang arbejderne får udbetalt en aftalt lønførhøjelse. Det løber op i et beløb svarende til 94.000 kroner. Det afviser SITRAENP pure, og forbundet forsøger i øjeblikket at få ophævet kendelsen.
– Illegitime handlinger som denne er desværre dagens orden i et land, hvor retssikkerheden er fraværende for borgerne i almindelighed og for arbejderne i særdeleshed. Det lugter langt væk af chikane. Men havnearbejderne lader sig ikke knække. De ved, at den eneste vej ud af denne misere er at styrke deres faglige organisering, siger Jørgen Hovgaard.
Han forklarer, at en tidligere dommer blev afsat, efter han havde dømt til fagforeningens fordel i en sag mod det statslige havneselskab.
Arbejdet i en række havne i Mellemamerika er blevet privatiseret de seneste år.
