Baggrunden for balladen var en debat om forhøjelse af mindstelønnen, der i dag er noget nær den laveste i verden – lidt over 200 kr. om måneden.
Det kan man ikke leve for, så arbejderne kæmper en desperat kamp for at få så meget overarbejde som muligt. Mindstelønnen har ikke været forhøjet siden 2010.
En mindsteløns-kommission blev nedsat af regeringen i juni måned og forventes at blive enige om et nyt lønniveau. Ellers vil statsministeren beslutte hvor det skal ligge.
Da den magtfulde arbejdsgiverforening for tøjindustrien, BGMEA, anbefalede at forhøjelsen blev på 20 procent, indkaldte ca. 50 tekstil- og beklædningsarbejder-organisationer til demonstration for et krav om forhøjelse til cirka 560 kroner om måneden. En del fabriksejere hindrede deres arbejdere at deltage i demonstrationen – og så kogte kedlerne over.
Politisk indblanding
Kun på fabrikker, hvor der allerede er fagforeninger og overenskomster, er der fred og fordragelighed. Dér kan arbejderne tage deres krav til det lokale forhandlingsbord, og man undgår politisering af lønkampen. Men den sammenhæng er slet ikke gået op for arbejdsgiverne, der stædigt holder fast i afvisningen af faglig organisering på arbejdspladsen.Det er helt forbudt at melde sig i fagforening i de såkaldte eksportproduktionszoner, mens det rent formelt er tilladt i hovedparten af industrien. Men pionererne, der forsøger at organisere deres kolleger, bliver som regel sparket ud i arbejdsløshed.
I virkeligheden er det simpelt: Når man betaler folk sulteløn, tvinger dem til at arbejde under livsfarlige forhold og nægter dem basale rettigheder og indflydelse på eget arbejdsliv – ja, så er balladen uundgåelig.
Medvirkende til uroen var også et politisk spil i forbindelse med det forestående valg i Bangladesh. Den siddende minister for ”shipping,” Shahjahan Khan, som var med til at indkalde demonstrationen, opfordrede statsministeren til at støtte arbejdernes krav. Regeringspartiet Awami League forsøger at vende et truende valgnederlag ved at skabe sig støtte fra tekstil- og beklædningsarbejderne.
Arbejdsgiverne rasede og meddelte lakonisk, at 585 fabrikker havde måttet lukke, fordi provokatører havde vandaliseret tøjindustrien. Oppositionspartiet, BNP, beskyldte ministeren for at ville ødelægge tøjindustrien og dermed Bangladesh’ mulighed for økonomisk vækst.
Uden fagforeninger går der politik i sagen
Det er ikke er nyt, at utilfredsheden koger over, og arbejdere går på gaden i voldsomme demonstrationer i Bangladesh, der er verdens næststørste producent af tøj. Det sker jævnligt, for arbejdernes ret til at få indflydelse eksisterer kun på papiret. Episoderne viser, hvor desperate tøjindustriens arbejdere er, efter at få en løn, de kan leve af.Formanden for beklædnings-arbejderforbundet NGWF, Amirul H. Amin, der besøgte 3F’s kongres for nylig, mener at problemet kan løses, når alle fabrikker har en faglig organisering.
– Så kan vi sidde ned ved forhandlingsbordet og løse problemet, som han udtrykker det.
Andre af beklædningsarbejdernes forbundsledere bekræfter Amins synspunkt: Uden faglig organisering på arbejdspladserne vil problemet ikke kunne løses. Der går politik i lønspørgsmålet, og så har vi balladen.
