Bangladesh: Fattige arbejdere fik nok

Lav løn på tøjfabrikkerne skabte i gadekampe og protester. Der er brug for dialog og rettigheder, mener fagforbund, som håber, at de globale tøjkæder vil tage ansvar.

Tøjbranchen i Bangladesh er ramt af kaos efter at over 300 tekstilfabrikker lukkede i mindst 5 dage i juni.

Det skete, da den nationale arbejdsgiverforening i branchen valgte at lockoute tusindvis af arbejdere, der er gået på gaden for at kræve mere i løn. Mange af arbejderne kan ikke forsørge deres familie for en løn, der er blevet overhalet af inflationen på 11 procent. Den seneste lønstigning var i 2010.

Optøjerne ramte industri-zonen Ashulia uden for Dhaka, hvor en halv million arbejdere syr tøj til multinationale kæder.

De vrede arbejdere kastede med sten, mens ordensmagten til gengæld beskød demonstranterne med gummikugler. Flere blev såret under optøjerne.

Efter fem dages voldelige sammenstød med politiet, blev fabrikkerne lukket og først genåbnet efter pres fra en række fagforeninger, da regeringen garanterede for sikkerheden i zonen.

- De ser ingen anden udvej

Det er den manglende ret til at organisere sig og forhandle sin egen løn, der får vreden til at eksplodere, mener Roy Ramesh, generalsekretær i sammenslutningen af tekstilforbund, BNC.

- De voldelige optøjer er uacceptable og hjælper ikke arbejderne. Men de ser ingen anden vej til at stille krav end at gå på gaden. Firmaerne udelukker reelt faglig organisering og social dialog på fabriksniveau gennem forskellige former for undertrykkelse, siger Roy Ramesh.

Mange arbejdere tjener under 200 kroner om måneden, trods ekstremt lange arbejdsdage. De lave lønninger gør det svært for arbejderfamilierne at klare sig. Men arbejdsgiverne har meldt ud, at det er umuligt at sætte lønnen op.

Opfordrer multinationale til dialog

- Huslejen er blevet tredoblet de seneste år, så det er svært at overleve for den løn, fabrikkerne betaler. Men samtidig er fabrikkerne presset af de multinationale opkøbere, der betaler en ekstremt lav pris for tøjet, siger Roy Ramesh.

Han kritiserer, at de udenlandske opkøbere ser passivt til og opfordrer dem til at indgå i en social dialog med regering, arbejdsgivere og fagforeninger om at rette op på vilkårene i tøjindustrien i Bangladesh.

- Det er dialogen og reelle rettigheder for arbejderne, der skal udvikle industrien og gøre den stærkere, og det kan ikke ske, hvis ikke alle parter sætter sig sammen, siger Roy Ramesh.

Foreningen af tekstileksportører i Bangladesh samtidig åbner op for muligheden for at tillade fagforeninger fremover.

- I praksis har ejerne allerede hjulpet til at oprette komitéer, som arbejderne kan deltage i, og det er sandsynligt, at de vil tillade stiftelsen af fagforeninger i fremtiden, siger Shafiul Islam Mohiuddin, formand for BGMEA,

Regeringen i Bangladesh har forsikret, at den vil forsøge at sænke omkostningerne for arbejderfamilierne i Ashulia efter protesterne. Der arbejder 4 millioner på tøjfabrikkerne i Bangladesh. 80 procent er kvinder.