Nicaraguas børn hjælpes ud af marken

Landarbejderforbundet i Nicaragua gør en indsats for at få arbejdernes børn væk fra arbejdet i tobaksmarkerne og ind på skolebænken.

Tusinder og atter tusinder af børn arbejder i landbruget i Nicaragua.

Man regner med, at i alt 240.000 børn og unge mellem 5 og 17 år er beskæftiget. Det er hver ottende i denne aldersgruppe.   

Landarbejdernes faglige organisation i Nicaragua, ATC, arbejder derfor ihærdigt for at udrydde børnearbejde. Der er etableret en social dialog, hvor arbejdsgivere, myndigheder og ATC koordinerer indsatsen. 

I tobaksproduktionen i Estelí i det nordlige Nicaragua er det i løbet af de sidste tre år lykkedes at trække over 400 børn ud af arbejdet, og via samarbejdet med myndighederne er der sørget for, at alle er kommet i uddannelse. Et lille, men vigtigt skridt.

Efter kort tid i skolerne får børnene nye visioner. Nu ligger lysten ikke længere i at høste tobaksblade. Nogle vil gerne være skolelærere, for på den måde at hjælpe med at flere børn kommer væk fra tobaksarbejdet. Andre vil være mekanikere, lastbilchauffører, sygeplejersker og så videre.

Økonomi er vigtigst

Børnearbejde er et komplekst tema, hvor kulturelle, sociale og økonomiske faktorer indgår. Forældrene på landet betragter ofte børnenes arbejde i marken som en sund læringsproces, men den økonomiske faktor er typisk den vigtigste: Hvis man som landarbejder er heldig at få udbetalt den lovpligtige mindsteløn, så kan man efter en måneds slid gå hjem med det, der svarer til godt 510 kroner i lommen.

Det er ikke meget at leve for, heller ikke i Nicaragua.

ATC har gennem mange år været samarbejdspartner i 3F´s Solidaritets- og Udviklingsprogram i Latinamerika. Tidligere har 3F støttet ATC indenfor arbejdsmiljø. Aktuelt drejer samarbejdet sig om erhvervsuddannelser og nationale overenskomster inden for tobaks-, kaffe- og bananproduktion.