Gå til hovedindhold

MRSA-ramt: Rådgiver har misinformeret

MRSA-ramt: Rådgiver har misinformeret

3F'er Kenneth Sørensen føler sig misinformeret og ført bag lyset af national rådgiver om MRSA, mens hans arbejdsgiver mener, at hun skylder en forklaring. Rådgiveren mener ikke, hun har misinformeret.

- Jeg er på en måde flov over mig selv. Jeg kigger ned i jorden og trækker skuldrene op over ørerne. Jeg giver ikke hånd. Det gør læger og sygeplejersker heller ikke, når de ved, at vi har MRSA, siger 33-årige Kenneth Sørensen.

Den 33-årige driftsleder Kenneth Sørensen mener ikke, at sygehusvæsenet har givet ham sand viden omkring den resistente bakterie svine-MRSA, som har plaget hans liv de seneste to et halvt år. 3F'eren retter specifikt sin kritik mod Tinna Urth, som 1. juli 2014 blev ansat hos Statens Serum Institut. Hun skal stå i spidsen for en ny national rådgivningstjeneste om svine-MRSA. 

Som hygiejnesygeplejerske i Region Nordjylland har Tinna Urth været dybt inddraget i Kenneth Sørensens MRSA-forløb. Således var hun i 2012 på besøg på Kenneth Sørensens arbejdsplads, efter at alle medarbejdere og landmanden på den nordjyske svinefarm var blevet testet positiv for MRSA. Under mødet på gården sagde hun - ifølge Kenneth Sørensen - at MRSA var uskadelig, og at bakterien var god til at forsvinde igen. Samt at man kunne tage det roligt, hvis man havde en god hygiejne, skiftede tøj og vaskede hænder.

- Min familie og jeg har haft store problemer med MRSA de sidste to et halvt år. Tinna Urth har misinformeret om MRSA, siger Kenneth Sørensen, der også føler sig ført bag lyset med den begrundelse, at Tinna Urth ikke har givet ham alle oplysninger om hans test.

Siden foråret 2012 er han blevet testet positiv for MRSA i fire ud af fire prøver. Kenneth Sørensen oplyser, at hans test for MRSA viser, at han som minimum er resistent over for syv slags antibiotika.

Læs om Kenneth Sørensens liv som smittet med MRSA.

Rådgiver: Mener ikke jeg har misinformeret

National rådgiver om MRSA Tinna Urth oplyser til Fagbladet 3F, at hun husker mødet på gården, men at hun ikke kan huske præcist, hvad der blev sagt. Hun afviser dog nu, at hun har sagt, at MRSA er uskadelig.

- Jeg er rigtigt ked af, at han føler sig misinformeret. Det er ikke meningen. Jeg underviser ud fra Sundhedsstyrelsens vejledning om MRSA, som altid udleveres ved sådanne møder, siger Tina Urth.

Tinna Urth bekræfter, at hun ikke har oplyst Kenneth Sørensen om, hvilke forskellige antibiotikagrupper hans MRSA-stafylokokker er resistente overfor. Hun forklarer, at det normalt ikke bliver oplyst.

- Det giver ikke mening at oplyse, hvor mange typer antibiotika MRSA-bakterien er resistent over for, med mindre det har praktisk betydning i forhold til, hvilken behandling der skal anvendes ved infektionen.

Samtidig oplyser hun, at han har fået et lille personligt kort, som viser, at hans MRSA-stafylokok er methicillin-resistent.

Landmand: Hun har noget at forklare

Kenneth Sørensens nordjyske arbejdsgiver oplyser, at han efter mødet på sin gård i 2012 blev fuldstændig beroliget af Tinna Urths forklaringer omkring MRSA. Landmanden blev derfor noget chokeret over, at Kenneth Sørensen er resistent over for syv slags antibiotika.

- Hvis Kenneth er resistent over for syv grupper, så har hun et kæmpe problem. Jeg vil gerne give Kenneth ret i, at Tinna Urth har noget, hun skal forklare, siger landmanden, der ønsker at være anonym.

Til det siger Tina Urth:

- Der er en helt masse faglig viden, som vi ikke informerer om på et sådant møde, hvor der er begrænset tid. Man koncentrerer sig om det vigtigste, siger Tinna Urth.

- Jeg mener ikke selv, at jeg har tegnet et rosenrødt billede af MRSA, og er ked af, hvis det er opfattelsen, siger Tinna Urth.