Nedstyrtningsfare er største problem på byggepladser

Fald:   Farligt arbejde i højden uden den nødvendige sikring er det største problem på byggepladser.
Fakta

Nedstyrtningsfare topper problemliste

Arbejdstilsynet gav strakspåbud eller forbud for følgende ting på deres aktion:

Nedstyrtnings- eller gennemstyrtningsfare ved arbejde og færdsel på tage: 29.

Nedstyrtnings- eller gennemstyrtningsfare ved arbejde og færdsel i og på bygninger, konstruktioner med videre: 33.

Nedstyrtningsfare ved brug (arbejde og færdsel) af tekniske hjælpemidler: 28.

Fald- og snublefare: 21.

Andet alvorligt: 51.

Byggearbejdere risikerer at styrte ned og komme slemt til skade, når de passer deres arbejde.

Arbejdstilsynet var i sidste uge på en stor kontrol, der viste problemer på 85 ud af 152 byggepladser.

Nu viser de detaljerede tal fra aktionen, at Arbejdstilsynet stødte på flest problemer i forhold til nedstyrtningsfare.

Arbejdstilsynet måtte stoppe arbejdet 162 gange med et strakspåbud eller et forbud. I 90 tilfælde handlede det om fare for nedstyrtning, viser tallene.

Det betyder, at 55 procent af de alvorlige problemer, som tilsynet mødte, handlede om nedstyrtningsfare.

Overraskende problemer

Det kommer bag på tilsynschef Karsten Bach Kristensen fra Arbejdstilsynet, at der ikke er styr på sikkerheden, når byggearbejdere arbejder på stillads eller tag.

- Vi blev overraskede over, at vi måtte give påbud så mange steder. Det er ikke nyt stof, så det er noget, vi fremadrettet må have fokus på, siger Karsten Bach Kristensen.

Han understreger, at påbud mod nedstyrtningsfare er en alvorlig sag.

- Det er en af de store ulykkesrisici ved bygge- og anlægsarbejde, og det er noget, vi altid har fokus på. Hvis det går galt, kommer man rigtig meget til skade, siger han.

Også gode byggepladser

Under aktionen fandt Arbejdstilsynet blandt andet et stillads, hvor medarbejdere arbejdede i 25 meters højde. Men de mest basale sikkerhedsregler var tilsidesat ved opsætningen. Derfor var medarbejderne reelt i livsfare.

Karsten Bach Kristensen understreger dog, at der også var mange byggepladser, hvor der var styr på arbejdet i højde.

- Det var rigtig mange pladser, hvor det så fornuftigt ud, siger han.