Det var dengang, at statsministeren hed Poul Nyrup Rasmussen, og internet og mobiltelefoner kun var noget, som de færreste kendte til.
Men det skulle passere to statsministre og en teknologisk revolution, inden systemet anerkendte det, som Dagmar Rasmussen hele tiden havde vidst: At hendes hårde job var skyld i smerterne i skulderen.
– Jeg har aldrig selv været i tvivl. Jeg vidste, hvad jeg lavede i den periode. Mine arme hang nede ved gulvet, når jeg kom hjem, siger 64-årige Dagmar Rasmussen.
15 års ventetid
Det var først i 2012, at Arbejdsskadestyrelsen endelig gav deres ord på, at hun havde fået en arbejdsskade.– Det er helt urimeligt, det skal tage så lang tid. Jeg kunne være død for to år siden, og så var det hele faldet til jorden, siger hun.
Nu er hun gået på efterløn og nyder livet i huset i Fredericia. Skulderen smerter stadig, men hjælpen er nær.
– Jeg er så heldig at have en mand, som kan hjælpe med de ting, som jeg ikke kan, smiler hun.
Alt for svært at få anerkendt skade
Afgørelsen fra Arbejdsskadestyrelsen var dog ikke kun positiv. For selv om hendes skulder blev anerkendt som arbejdsskade, fik hun ingen erstatning. Men det overskygger ikke hendes glæde.– Oprejsningen var det vigtigste. Ordene om, at det var en arbejdsskade. Der var folk på mit tidligere arbejdede som sladrede. Jeg var sygemeldt, men jeg så jo ikke syg ud. Da sagen hele tiden blev afvist, kunne jeg føle, at der måske var noget om snakken. At det var noget pjat, siger Dagmar Rasmussen.
Nu håber hun, at hendes sag kan hjælpe andre i samme situation. Så de ikke skal gennem en årelang kamp, men i stedet kan henvise til Dagmar Rasmussens sag.