Store problemer med sikkerheden hos Banedanmark

Sikkerhed:   Banedanmark har fået så mange strakspåbud, at Arbejdstilsynet nu kræver en handlingsplan for at at rette op.
Fakta

Det har Banedanmark fået strakspåbud for i 2011:

Manglende plan for sikkerhed og sundhed ved arbejde på Storstrømsbroen.

Syv strakspåbud på grund af risiko for fald og snublen ved arbejde i sporet ved Ringsted, Kværkeby, Borup og Roskilde.

Problemer med brug af vagtpostradio.

Problemer med elevator på Københavns Hovedbanegård. Musik i elevator gjorde det umuligt at bruge alarmfunktion.

Manglende plan for sikkerhed og sundhed på byggeplads ved kombiterminal ved Høje Taastrup.

Uforsvarlige adgangs- og transportveje ved byggeplads i Høje Taastrup.

Banedanmark har store problemer med sikkerhed og arbejdsmiljø.

Problemerne har nu nået et omfang, hvor Arbejdstilsynet kræver en handlingsplan fra Banedanmark. Det blev besluttet på et møde 6. marts i år.

Det viser dokumenter, som Fagbladet 3F har fået aktindsigt i.

Arbejdstilsynet kræver en plan, efter Banedanmark alene i 2011 fik hele 13 strakspåbud. Det betyder, at Banedanmark er en af de virksomheder i Danmark, som får flest påbud.

- De er nu forpligtet til at arbejde med det her på et højere administrativt niveau i virksomheden, siger Karsten Bach Christensen, som er tilsynschef i Arbejdstilsynet.

Banedanmark skal løbende orientere Arbejdstilsynet om, hvad der bliver gjort for at forbedre situationen.

Fakta

Fakta om Banedanmark

Statsejet virksomhed, der hører hjemme under Transportministeriet.

Ansvar for at drive, forny og vedligeholde jernbanenettet.

Styre og overvåge trafikken på jernbanenettet

2137 medarbejdere.

Ryster virksomheden

Og det er ikke småting, som Arbejdstilsynet har været efter den statsejede virksomhed for.

En vagtpostradio har ikke fungeret og fejlen havde nær skabt en ulykke. På Sjælland er der så dårlige arbejdsforhold på skinnerne, at medarbejdere risikerer at falde. Og flere steder har der manglet planer for sundhed og sikkerhed på byggepladser.

Økonomidirektør Søren Stahlfest Møller erkender, at Banedanmark har haft problemer med arbejdsmiljøet.

- Det ryster virksomheden at få så mange påbud, så det er noget, der sætter sig. Det er på ingen måde tilfredsstillende. Det har vi lært af, og vi arbejder på at forbedre det, siger økonomidirektøren.

Fakta

Rød smiley

Banedanmarks problemer fremgår også i den smiley-ordning, som vurderer arbejdsmiljøet på 97.557 arbejdspladser.

824 har så store problemer, at de har fået en rød smiley, og her er Banedanmark blandt.

Rød smiley

Søren Stahlfest Møller mener, at det er Banedanmarks rolle som bygherre over hele landet, som der ikke har været styr på.

-  Vi er både arbejdsgiver og bygherre. Der er ingen tvivl om, at vi ikke har haft det fuldt implementeret i vores organisation. Vi har ikke været dygtige nok til at være langt nok ude og være opmærksomme på det ansvar, siger Søren Stahlfest Møller.

Seniorforsker Johnny Dyreborg fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø er forbløffet over, at Banedanmark halter efter med sikkerhed. Det burde nemlig være lige omvendt.

- Banedanmark burde som statsejet virksomhed være i gruppen af virksomheder, som er forbillede for branchen. Staten og statsejede virksomheder bør gå forrest og vise, hvordan man opnår den bedste sikkerhed, siger han.