– Da knækker filmen nok helt, fortæller Poul Erik Bloch (49).
Forud er gået en sygdomshistorie, der begynder en morgen i 2006, da Poul Erik Bloch i forbifarten vil snuppe en affaldssæk fra den maltfabrik, han arbejder på.
– Så viser det sig, at der ligger en stor elmotor i den. Så flyver mine ben op i luften, og jeg laver et stort vrid i kroppen. Og sækken – den bliver stående, fortæller Poul Erik Bloch.
De næste tre år udholder hans sit arbejdsliv på stærke, smertestillende piller. Udsigten til tre uger på et rygcenter i Skagen er for meget for arbejdsgiveren, og han bliver fyret.
Lær at lev med dine smerter
Trods operationer og genoptræning må han opgive sit arbejdsliv og lade sig sygemelde. Han kan ingenting. Et år går på sygedagpenge. Og uden problemer får han 26 uger oveni.I foråret 2013 ansøger Poul Erik Bloch efter råd fra 3F Thy-Mors om førtidspension. Thisted Kommune siger nej.
– Ifølge den nye reform skal jeg nu i ressourceforløb. Men i alle mine papirer står, at der intet grundlag er for forbedringer af mit helbred, siger Poul Erik Bloch.
Helt konkret består ressourceforløbet i samtaler hver 3.-4. uge hos en sundhedsfaglig medarbejder. Hun siger, at Poul Erik Bloch skal gå nogle lange ture med sin hund. Og så skal han i et halvt år følge et kursus om at ”Lære at leve med sine smerter”.
– Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg var dybt rystet, siger Poul Erik Bloch.
På sporet igen
Efter ni måneders ressourceforløb bliver Poul Erik Bloch visiteret til førtidspension.– Der er absolut intet sket med mit helbred, mens jeg var i ressourceforløb. Jeg har overhovedet ikke fået noget ud af det år. I min verden er jeg bare blevet sat på en hylde, siger Poul Erik Bloch.
Det var med gråd og glæde, at Poul Erik Bloch og hans hustru modtog beskeden om førtidspension.
– Jeg var glad. For jeg var sikret økonomisk. Nu kunne mit liv komme på sporet igen. Det var en kæmpe lettelse, siger Poul Erik Bloch.

