Det skal de heller ikke – efter vores opfattelse. Men sådan har virkeligheden forholdt sig i alt for mange år, og det var baggrunden for, at 3F satte fokus på sundhed og på den ulighed, der er i vores sundhed i Danmark.
Det gjorde vi for omkring to år siden, og nu befinder vi os ved en milepæl i vores projekt. Det sidste af vores første sundhedstjek bliver snart foretaget, og vi når snart deltager nummer 6000.
Vores foreløbige resultater viser tydeligt at inden for den ramme, som arbejdspladser skaber, kan man opnå en stor tilslutning til sundhedstjek blandt sine medarbejdere. De arbejdspladser, som har deltaget i projektet har påtaget sig et medansvar for sine medarbejderes sundhed – og det har betalt sig! 51% af de deltagende havde ikke fået foretaget et sundhedstjek i fem år eller mere. Og 20% af de deltagende blev henvist til egen læge efter sundhedstjekket.
Nogle af de medarbejdere, der har fået foretaget et sundhedstjek, har fået sig en ubehagelig overraskelse. Og det er bestemt ikke let at få at vide, at man har et forhøjet blodtryk, eller at man lider af gammelmandssukkersyge. Men tænk på alternativet. Hvis man fanger sygdommen i opløbet, har man ofte mulighed for at ændre livsstil og forbedre sit helbred.
3 mål
Ud fra vores foreløbige resultater har 3F fremlagt tre mål for Astrid Krag i håbet om, at hun vil gøre målene til en politisk dagsorden.
Det første mål er, at vi skal halvere forskellen i levetiden for kortuddannede og højtuddannede, vi skal ikke acceptere, at højtuddannede i dag lever fire år længere end en 3F´er.
Det andet mål er, at vi skal halvere forskellen i leveår uden alvorlig sygdom. Det må være et rimeligt krav, at alle kan have nogle år efter arbejdslivet uden smerter og helbredsproblemer.
Det tredje mål er at integrere sundhedsfremme på alle landets arbejdspladser. Vi kan se i vores projekt, at der er stor opbakning fra både medarbejdere og virksomhederne, men at der er brug for støtte fra f.eks. kommunerne til dette arbejde.
Vi er naturligvis glade for, at den nye regering vælger at slå ned på den absolutte uacceptable ulighed, der eksisterer på sundhedsområdet. Vi vil hjælpe alt, hvad vi kan, og resultaterne fra sundhedsprojektet vil blive vægtstangen i denne proces.