Arla Foods Bislev Mejeri i Nibe har lagt ambitionsniveauet højt, når det gælder deres medarbejderes trivsel og sundhed. Mejeriet har iværksat en masse nye tiltag, hvor det er guleroden frem for pisken, som skal hjælpe medarbejderne til at forbedre sundheden og deres trivsel på jobbet
Når medarbejderstaben både rummer dag- og natarbejdere, så må tilbuddene være tilsvarende fleksible, forklarer Susanne Kirk, en af tovholderne på Bislev Mejeris nye sundhedskurs. Og tiltagene varierer lige fra en diætist, til motion og til tilbud om at komme på rygestopkursus.
Startskuddet til sundhed- og trivselstiltagene lød i 2010 da Bislev Mejeri begyndte sit samarbejde med 3F’s sundhedsprojekt. 3F sørgede i samarbejde med Falck Health Care for at få foretaget sundhedstjek og få besvaret et spørgeskema om arbejdsmiljø af alle de medarbejde, der ønskede at deltage. Ud fra resultaterne kunne Bislev Mejeri se hvilke områder, medarbejderne ønskede at foretage ændringer på.
Der har været en virkelig flot opbakning og et stort engagement fra vores medarbejdere. Det var en rigtig god idé at starte med et sundhedstjek, og jeg tror, at resultaterne har fået flere til at gøre en indsats og sadle om og leve sundere, fortæller Susanne Kirk.
En del medarbejdere blev overrasket over, at deres kolesteroltal var for høje, men den største overraskelse må tilfalde Bent Busk Christensen. Bent har trofast været mejeriarbejder i snart 39 år, og følte sig hverken syg eller dårlig, men efter sundhedstjekket fik han at vide, at han led af diabetes.
Bent er glad for, at han opdagede sygdommen i tide og sætter stor pris på, at Bislev Mejeri har lavet de nye sundhedstiltag. Til forskel fra før, er der nemlig nu mulighed for at vælge imellem en masse billige og sunde retter i kantinen – som man også kan spise som diabetiker. Mejeriet har endda sørget for, at de sunde retter er billigere end de almindelige retter.
Motion og sammenhold
I resultaterne fra sundhedstjekket kunne vi se, at der var mange der gerne ville tabe sig og komme i bedre form. De deltog i forskellige løb i omegnen, som arbejdspladsen gerne ville betale, og her var der igen en flot tilslutning, fortæller Susanne Kirk.
Aktiviteter kan være svære at arrangere, særligt hvis man har medarbejdere med skiftende arbejdstider, som det er tilfældet hos Bislev Mejeri. Derfor har virksomheden en gang imellem lejet den nærliggende hal om lørdagen, hvor mange har fri. Og så er der dømt indendørs fodbold eller badminton, hvor medarbejderne både kan motionere og være sociale.
Og det lader til at være en en win-win situation, når Bislev Mejeri vælger at investere i sine medarbejdere. Alt er frivilligt, og ønsker man ’almindelig mad’ frem for det sunde alternativ, er det stadig en mulighed. Det er guleroden som bærer motivationen, ikke pisk og tvang. Og resultaterne er allerede begyndt at dukke op, for eksempel er der en del som i en periode på kun to-tre måneder har tabt fem til 10 kilo.