3F: Nærmest umuligt at få erstatning for psykiske lidelser efter mobning på jobbet
Af Kristian Jessen, Fagbladet 3F.
Fakta
Hvad er méntabellen?
Tabellen bruges, når Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelser om varigt mén i forbindelse med arbejdsskader.
Ménprocenten bruges til at udregne størrelsen på en eventuel godtgørelse, hvis en skade eller erhvervssygdom anerkendes som arbejdsskade.
Jo større ménprocent - jo større godtgørelse
Den sjette vejledende méntabel siden 1979 er netop blevet udgivet af Arbejdsskadestyrelsen. Og allerede nu får den hårde ord med på vejen.
Danske arbejdere har været dækket af en arbejdsskadelov siden Christian d. 9., men ifølge 3F er der stadig områder, hvor tabellen slet ikke har fulgt udviklingen i det danske arbejdsliv.
For selvom tabellen nu også sætter fokus på læsioner samt skader og brud på hænder og fødder, så mangler der stadig fokus på psykiske lidelser, mener 3F.
- Det er fortsat nærmest umuligt at få erstatning for en psykisk lidelse forårsaget af længerevarende mobning, stress eller overbelastning, siger arbejdsmiljøkonsulent i 3F Henrik Hansen.
3F'erne svigtes af systemet
Ifølge Henrik Hansen er det her, at flertallet af 3F's medlemmer rammes og dermed svigtes de af erstatningssystemet.
Henrik Hansen mener, at sammenhængen mellem de psykiske mén og påvirkningen stadig er for svær at påvise. Derfor bør der sættes endnu mere fokus på problemet.
- Tabellen er ude af trit med de problemer, som psykiske arbejdsbelastninger påfører 3F'erne i dagligdagen. Derfor vil de medlemmer, der får tilkendt ménerstatning opleve summen som urimeligt lav, siger Henrik Hansen.
Direktør: Større fokus på psykisk område
Ifølge direktør i Arbejdsskadestyrelsen Anne Lind Madsen ændrer den nye tabel ikke i anerkendelsespraksis for mobning, stress og overbelastning.
- De sager, hvor det er overvejende sandsynligt, at en psykisk sygdom skyldes mobning eller stress, bliver forelagt Erhvervssygdomsudvalget, der vurderer, om sagen skal anerkendes, siger hun til Fagbladet 3F.
Ifølge direktøren var der ved revisionen af méntabellen ikke grundlag for en generel forhøjelse af satser.
Hun henviser til, at det fra 1. august 2011 blev muligt at få 35 procent i mén i tilfælde af svær posttraumatisk belastningsreaktion og samtidige symptomer på anden psykisk sygdom.
- Desuden har vi stadig mulighed for i særlige tilfælde til at kunne give mere end den ménprocent, der står i méntabellen. I øvrigt vil jeg understrege, at Arbejdsskadestyrelsen også i 2012 har stort fokus på det psykiske område, siger Anne Lind Madsen.