Millioner skal stoppe frafald på teknisk skole

Uddannelse :   13 millioner kroner skal bruges til at bremse det enorme frafald på landets erhvervsuddannelser.
Fakta

Mange opgiver teknisk skole

I 2011 afbrød 29.443 elever en erhvervsuddannelse i Danmark. Det tal har været stigende de sidste år. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

De tre vigtigste årsager, til at de unge ikke får afsluttet en faglært uddannelse, er sociale problemer, for få praktikpladser og mangel på motivation. Det viser en rundspørge, som Fagbladet 3F har foretaget blandt lederne af erhvervsskolerne.

Sidste år afbrød knap 30.000 unge den erhvervsuddannelse, de var i gang med. Det tal er alt for stort, og derfor har  Børne- og undervisningsministeriet afsat 13 millioner kroner til at stoppe frafaldet og gøre overgangen fra folkeskole til erhvervsskole bedre.

- Vi skal have vendt den negative udvikling med stort frafald. Pengene skal bruges til at finde nye veje til at udnytte de unges potentialer fuldt ud, siger Ole Dibbern Andersen, lektor ved Nationalt Center for Erhvervspædagogik (NCE) og ansvarlig for at fordele de 13 millioner kroner ud til forskellige projekter.

Elever: Send de voksne på skolebænken

Hvis man gerne vil have flere unge til at få en faglært uddannelse, så skal både undervisere og uddannelsesvejledere en tur på skolebænken. Sådan lyder det fra erhvervsskoleeleverne.

- De 13 millioner kroner falder på et tørt sted. Vi skal have bedre vejledning i folkeskolen. Rigtigt mange uddannelsesvejledere har aldrig været på en tekniske skole og kender ikke en gang forskel på tømrer- og snedkeruddannelsen. Derfor aner mange elever ikke, hvad det er for en uddannelse, de starter på, og så falder de fra, siger Morten Ryom, næstformand i Erhvervsskolernes Elevorganisation (EEO).

Han efterlyser også mere efteruddannelse til faglærerne på erhvervsskolerne.

- Vi har brug for at give undervisere mere uddannelse i pædagogik. Bare fordi man er en god murer, er man ikke nødvendigvis en god faglærer. En rigtig god faglærer kan være med til at forhindre frafald, siger Morten Ryom.

Mere praksis giver pote

Der er gode muligheder for, at elevernes ønsker til bedre vejledning og undervisning bliver opfyldt med satspuljemidler.

- Tidligere projekter viser, at det giver pote at få UU-vejlederne ud på erhvervsskoler og lære skolerne bedre at kende, og generelt skal vi blive bedre til at gøre undervisningen mere praksisnær og relevant for de unge, siger Ole Dibbern Andersen.