Antallet af indgåede praktikpladser er faldet fra 49.342 til 44.192, hvilket er et fald på 10 procent fra januar 2013 til januar 2014. Antallet af unge i skolepraktik er derimod steget med 21 procent fra 5.215 til 6.310 unge. Samtidig er køen af unge, der forgæves søger praktikplads hos en arbejdsgiver, nu oppe på 5.093 unge – en stigning på 8 procent.
Når man oven i det tal lægger de unge i skolepraktik, der samtidig søger praktikplads, var der samlet 12.041 unge, der ved udgangen af januar 2014 kunne bruge en praktikplads hos en virksomhed.
Kan gå i skolepraktik
I Dansk Arbejdsgiverforening (DA) påpeger chefkonsulent Maria Bille, at det i virkeligheden kun er få elever, der ikke har mulighed for at gøre deres erhvervsuddannelse færdig.– Der er mange muligheder for at gennemføre og tage den praktiske del af uddannelsen i skolepraktik på de nye praktikcentre landet over, pointerer hun.
I 3F påpeger forbundssekretær Søren Heisel, at udviklingen går den forkerte vej på alle punkter: antallet af unge, der ikke kan få en praktikplads, stiger fortsat, og virksomhederne opretter fortsat færre pladser.
Mangler praktikpladser
– Det er jo rigtigt, at de unge kan gøre deres uddannelse færdig via praktikcentrene. Men pointen er jo netop, at hvis praktikcentrene skal blive en succes, så forudsætter det, at virksomhederne byder ind med praktikpladser. Dem skal centrene bruge i deres arbejde med at sikre de unges uddannelsesgaranti via skolepraktik og delaftaler ude i virksomheder. Det er desværre ikke det virksomhederne gør lige nu, siger Søren Heisel.Tallene viser også, at der i januar 2014 var 82.561 elever i gang med et hovedforløb til en erhvervsuddannelse. Det er et fald på to procent i forhold til januar sidste år. 74.773 af disse elever havde en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver, hvilket er et fald på fire procent i forhold til samme måned forrige år.

