Vejledning i folkeskolen halter

De unge i folkeskolen svigtes i den uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering, der skal klæde dem på til at vælge uddannelse og job, viser ny kortlægning.
Fakta

Pluk fra kortlægningen


  • Der er meget store forskelle på, hvordan undervisning om uddannelser, erhverv og arbejdsmarked - UEA - prioriteres og tilrettelægges. Prioriteringen er meget personafhængig. Hvis skoleledelsen ikke vægter området, afhænger omfang og kvalitet af, om den enkelte lærer kan se vigtigheden.

  • Hver femte skoleleder har begrænset kendskab til både lovgivning, omfang og praksis på UEA-området.

  • Både skolelederne og UU-lederne oplever, at det er svært at finde tid til at prioritere UEA-undervisningen på grund af øgede krav til skolens andre fag og generelle nedskæringer.

  • Mange UU-centre og skoleledere påpeger, at UEA i højere grad bør integreres i de obligatoriske fag og dermed i skolernes hverdag.





Alle folkeskoler skal undervise elever i uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering (UEA), men det halter gevaldigt, viser en endnu ikke offentliggjort kortlægning, som Ministeriet for Børn og Undervisning har foretaget.

Ministeriet har kortlagt, hvordan det går med at undervise i emnet, der blandt andet skal sætte eleverne i stand til at træffe et kvalificeret valg om uddannelse og job.

Undervisningen varetages både af lærerne og Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU), og kortlægningen viser blandt andet, at der er uklarhed om arbejdsfordelingen.

Et af de store problemer er, at det er et timeløst fag, der skal integreres i andre fag. Det vurderer UU-centre og skoleledere. Børne- og undervisningsminister Christine Antorini vil nu se på, hvordan man kan gentænke UEA i undervisningen i folkeskolen.

Timeløst fag

- Så de unge bliver bedre i stand til at vælge, hvilken ungdomsuddannelse de gerne vil ind på, siger Christine Antorini, der vil tage rapportens konklusioner med i arbejdet med en ny folkeskolereform til efteråret.

Formand for Danmarks Vejlederforening Helene Valgreen opfordrer ministeren til at gøre UEA til et selvstændigt og obligatorisk fagområde.

- Lærerne har rigeligt at se til, og UEA er et kæmpe fagområde. Det skal jo gå galt, når der hverken er afsat timer eller kroner til faget. Det kan man ikke pålægge lærerne, siger Helene Valgreen, der foreslår, at faget tænkes tværfagligt ind med fast timetal - i samarbejde med UU-vejlederne. Med klare nationale mål, så der også kan stilles krav. Helt fra indskolingen til de videregående uddannelser.

Katastrofal mangel

- Det er katastrofalt, at der ikke er mål for vejledningen på uddannelsesinstitutionerne. Politikerne har ikke taget det her alvorligt nok. Hvis UEA fungerede, kunne de unge træffe et mere kvalificeret uddannelses- og erhvervsvalg og frafaldet på ungdomsuddannelserne ville falde, siger hun og glæder sig over, at ministeren nu tager fat.

Forbundssekretær i 3F Per Christensen kritiserer, at UEA bliver stedmoderligt behandlet i folkeskolen.

- Det er en katastrofe i en tid med alt for stort frafald fra og omvalg på ungdomsuddannelserne. Konsekvensen er, at alt for mange unge ikke får en kompetencegivende uddannelse. UEA skulle netop give indsigt i uddannelses- og erhvervsmuligheder og kompetencer til at vælge. Det sker øjensynligt ikke. På den baggrund skal faget have et fast timetal og en højere prioritering, siger han.