Stor stigning i antallet af ansatte, der efteruddanner sig med økonomisk støtte fra uddannelsesfonde. Fra blot 991 uddannelsesforløb i 2008 til 25.000 i 2011.
Fakta
Styrker jobmuligheder
Formålet med uddannelsesfondene er at give virksomheder mulighed for at søge tilskud til medarbejdernes efteruddannelse, så de styrker deres jobmuligheder på arbejdsmarkedet. Det er overenskomstparterne, der har etableret fondene. Støtten udbetales som et supplement til statens godtgørelse til voksen- og efteruddannelse (VEU).
I 2008 blev det en ret i overenskomsterne at få betalt efteruddannelse. Efter en meget beskeden start viser nye tal, at der for alvor er kommet gang i kurserne. Fra 991 uddannelsesforløb i 2008 til godt 25.000 forløb i 2011.
Tallene stammer fra PensionDanmark, der styrer pengene i uddannelsesfonde inden for en halv snes brancher. På 3F's område er det på det grønne område, bygge-anlæg, transport, privat service og hotel og restauration.
Fonde er en succes
Formand for 3F Poul Erik Skov Christensen pointerer, at så mange uddannelsesforløb beviser, at fondene er en succes.
- Det var rigtigt set i forhold til arbejdsmarkedets behov, at fondene blev etableret som en del af overenskomsten. De historier, der har kørt i medierne om, at penge i uddannelsesfonde samler støv, har intet hold i virkeligheden, siger Poul Erik Skov Christensen.
Stigningen i uddannelsesforløb alene i forhold til sidste år er også markant. Fra godt 16.000 forløb til de godt 25.000 i år. Samlet er der i perioden 2008-2011 gennemført 57.000 uddannelsesforløb og udbetalt godt 75 millioner kroner i støtte.
Samler ikke støv
Lige nu står 119 millioner kroner tilsammen i fondene, men de samler ikke støv, påpeger Torben Möger Pedersen, administrerende direktør i PensionDanmark.
Han forklarer, at der opkræves penge til fondene for et halvt år ad gangen.
- Vi har lige afsluttet en opkrævningsrunde. Derfor er kassebeholdningen stor. Men de penge skal jo bruges på uddannelse i første halvår 2012. Så det er bare med at komme i gang med at søge, siger Torben Möger Pedersen, der forventer, at den positive kurve fortsætter i 2012.