De resterende 4.762 er ikke startet på deres hovedforløb, fordi de mangler en praktikplads og enten har takket nej til eller ikke har haft mulighed for at vælge skolepraktik på deres uddannelse. Det antal er faldet svagt med to procent.
Undervisningsministeriet oplyser, at eleverne i søgekøen i løbet af foråret vil blive indkaldt til en samtale på erhvervsskolerne for at få belyst, hvorfor de hverken er i praktik i en virksomhed eller i skolepraktik. Samtalerne er et led i en analyse af, hvem der står i praktikpladssøgekøen, og hvordan de bedst hjælpes til at få en praktikplads.
Samtaler en god idé
Forbundssekretær i 3F Søren Heisel understreger, at det er nødvendigt at vide mere om de unge i søgekøen for bedre at kunne hjælpe dem.– Vi skal finde ud af, hvad de ser af barrierer for at komme i gang med et hovedforløb. Og så må vi nedbryde de barrierer. Vi ved allerede nu, at utroligt mange af dem, der står i søgekøen, hurtigt forlader den igen. Og det gør de uden hverken at starte i skolepraktik eller i en praktikplads. Dem skal vi imødekomme, så vi måske igen kan se frem til, at flere får en ungdomsuddannelse, siger han.
Tallene viser også, at 79.503 elever er i gang med et hovedforløb. Tallet gælder alle unge på alle årgange på hovedforløbet. 90 procent af dem har en praktikplads hos en arbejdsgiver. Det er et fald på 2 procent i forhold til samme måned i 2013, hvor 81.126 unge var i gang med et hovedforløb. Antallet af praktikpladser er således faldet konstant i et år.
Fælles front for praktikpladser
– Vi ved, at manglen på praktikpladser står højest på dagsordenen for 3F’erne, ja, for alle LO-medlemmer. Vi ser frem til, at Undervisningsministeren inviterer arbejdsmarkedets parter til praktikpladsforhandlinger meget snart, siger han.Han understreger, at de nye tal viser, at det er essentielt, at parterne i fællesskabet får skruet et system sammen, der sikrer nok praktikpladser.
– Vi skal huske, at praktikpladser også er den afgørende fødekæde for at sikre faglærte i Danmark i fremtiden, siger han.
Han peger på, at DM i Skills i Bella Center, der sluttede i weekenden, var en kæmpe succes med 68.000 besøgende.
– De besøgende så, hvor interessante de faglærte uddannelser er. Men vi ved også, at de manglende praktikpladser afskrækker. Vi skal selvfølgelig ikke tale erhvervsuddannelserne ned med praktikpladsmanglen. Tværtimod. Det er fremragende uddannelser, der giver sikkerhed for et spændende job og god løn. Men vi skal absolut ikke fortie praktikpladsmanglen, siger han.

