Fagbladet3f.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra Fagbladet3f.dk igen.  Læs mere om cookies

Det offentlige baner vej for løndumping

Skattekroner finansierer underbetalte østarbejdere. Offentlige byggepladser bag 42 procent af sager, hvor der er mistanke om løndumping.
Fakta

Offentlige problemer

En gennemgang af 3F's sager om 48-timersmøder viser, at faglige folk ofte rykker til offentlig byggerier. Det viser en gennemgang af de sager, hvor det er muligt at finde bygherren.

Antal møder: 227.

Med offentlig bygherre: 96, altså 42 procent.

Almen boligforening: 19, altså 8 procent.

Privat: 112, altså 49 procent.

Kilde: Fagbladet 3F.

Det er ikke kun Ole Quitzaus polske håndværkere, der bliver underbetalt, selvom de arbejder på svømmehaller, børnehaver og plejehjem. Offentlige byggerier betalt af skattekroner har ofte problemer med løndumping.

Fagbladet 3F har gennemgået 300 møder mellem Dansk Byggeri og 3F. Møderne har været holdt, fordi der har været mistanke om løndumping.

Det har været muligt at finde frem til bygherren i 227 af sagerne. Resultatet viser, at kommuner, regioner eller staten står bag 42 procent af de byggerier, hvor der er mistanke om urent trav.

- Det er en katastrofe, at løndumping er så udbredt på offentlige byggerier. De danske skatteydere betaler regningen to gange, når der er løndumping på offentlige byggerier, siger Peter Hougård, formand for Byggegruppen i 3F.

Fakta

48-timersmøde

48-timersmøde

Bliver indkaldt, når der er begrundet mistanke om brud på overenskomst i byggeriet.

Mødet mellem parterne skal som udgangspunkt afholdes inden for 48 timer.

Arbejdsklausul

En arbejdsklausul siger, at der skal betales dansk løn på offentlige byggerier.

Staten har arbejdsklausuler i sine udbud.

Særlig forpligtelse

Tallene vækker også bekymring hos beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

- Det offentlige har for mig at se en særlig forpligtelse til at sikre, at arbejde i Danmark udføres på ordentlige løn- og arbejdsvilkår, siger hun.

Kommunerne står for de fleste af de byggerier, hvor der bliver afholdt forhandlingsmøder.

Kommunernes Landsforening ønsker dog ikke at forholde sig til undersøgelsen.

Fakta

Forslag fra 3F

3F vil have kommunerne til at stramme op for hindre løndumping. Formand for Byggegruppen Peter Hougård har følgende forslag:

* Arbejdsklausuler i alle kommuner.

* Løbende kræve dokumentation for, at firmaerne udbetaler løn, som de skal.

* Mulighed for at idømme bøder til firmaer og fjerne dem fra opgaver, hvis de ikke overholder arbejdsklausulerne.

- Fuldstænding uacceptabelt

Ole Quitzaus firma Danpartner har arbejdet for Københavns Kommune på mindst tre byggepladser.  Kommunen kræver officielt dansk løn på deres byggerier. Men den tjekker ikke, om der ikke bliver snydt med lønnen.

Overborgmester Frank Jensen (S) siger, at han nu vil undersøge de tre byggerier, som Danpartner har været involveret i.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, hvis nogen af de virksomheder, som arbejder på Københavns Kommunes byggepladser, spekulerer i løndumping.

- Folk, som arbejder for kommunen, skal behandles ordentligt, og vi har et ansvar for at sikre, at det sker, skriver Frank Jensen i en mail til Fagbladet 3F.

Bagmændene

Byggebossen Ole Quitzau: Snyder polakker for tre millioner

Vikarbossen Simon From: Vikar-millioner ender i skattely

Advokaten Jeffrey Galmond: Jetset-advokat styrer firma bag underbetaling

Tip

Har du et tip, der kan bringe os endnu tættere på bagmændene bag løndumping?

Skriv til journalist Klaus Buster Jensen: klaus.buster.jensen@3f.dk

Bagmændene bag løndumping

Virksomheder med discountløn presser danskere ud i arbejdsløshed. Sidste år slog antallet af østarbejdere i Danmark ny rekord: 73.000 arbejdere fra Østeuropa var i Danmark.

Men hvem tjener pengene, når polske og litauiske firmaer med timeløn på 60 kroner tager til Danmark?

Fagbladet 3F afslører her bagmændene bag løndumping. Vi afdækker de danskere, der har sat system i at hente billig arbejdskraft fra fattige lande i Østeuropa til Danmark.

Bagmænd, der lever deres luksusliv i det skjulte. Lige indtil nu…