Kapitel 7 (København 2014): Den etiske t-shirt?

Meget af vores tøj kommer fra Bangladesh. Her er bank, trusler og slaveløn en del af hverdagen. Sidste år døde 1.134 tekstilarbejdere, da fabrikken Rana Plaza styrtede sammen. Men hvor svært er det at købe en t-shirt, som er lavet under ordentlige løn- og arbejdsforhold? Fagbladet 3F’s journalist Peter Keiding er gået på jagt efter et svar.
100%
Annonce
Men kan jeg stole på Switcher?
I Schweiz holder Christa Luginbühl fra Clean Clothes Campaign øje med Switcher. Hun er ret positiv:
– Intet mærke kan hævde, at de er fri af problemer. Det centrale spørgsmål er, om et tøjmærke har robuste instrumenter til at løse problemer. Vi tror, at Switcher bruger de bedste værktøjer til at opdage arbejds- og menneskerettigheds-krænkelser. De er langt mere avancerede end de fleste andre virksomheder, lyder vurderingen fra Clean Clotches Campaign.
Jeg tager min Switcher t-shirt på og prøver at samle tankerne:
Hos H&M kan man få økologisk bomuld og et projekt, som måske på et tidspunkt vil give syerskerne en ordentlig løn. Levi’s har bukser lavet af genbrugsflasker. Det er lidt bedre end ingenting.
Pia Odgaard fra Dansk Mode & Tekstil mener, at uafhængig mærkning er den eneste vej at gå. Men det har lange udsigter: De store tøjfirmaer holder hinanden i skak, ingen vil først investere i en mærkning. Mogens Werge fra Bestseller siger, at man i stedet skal “løfte bunden”. Og eksklusive webbutikker som Switcher giver mulighed for at følge med hele vejen fra bomuldsmark til fabrik til forbruger.
Switcher er ikke perfekt, men har fat i noget af det rigtige. Problemet er bare, at de færreste har tid, lyst og råd til at købe t-shirts i en webbutik i Schweiz. Og man kommer til at vente længe, hvis man vil finde Blomsten og Svanen i store partier i Zara på Vimmelskaftet.
På lang sigt er den eneste løsning, hvis man vil være sikker på, at etikken er i orden, når man køber tøj, hvori der står Jack & Jones eller H&M – nok at “løfte bunden”. Indtil det lykkes, burde modegiganterne prøve sig frem med at sælge mindre partier af etiske t-shirts.
Globaliseringen er over os. Det handler ikke om at flytte systuerne tilbage fra Bangladesh til Brande. Ej heller danske lønninger i den tredje verden. Men at skabe bedre vilkår for Rozina og hendes kolleger, så vi slipper for at gå rundt i “blod-t-shirts”.
De seneste 20 år har de vestlige tøjfirmaer været lynhurtige til at flytte produktion ud og skabe sig ganske pæne profitter. De har været hurtige til at glemme aftaler om løn- og arbejdsvilkår, som de havde indgået med de danske syersker. Nu bruger de globale firmaer krudt på at overbevise mig om, at de gør en masse gode ting for at sikre anstændige vilkår i den tredje verden. Og der er ingen tvivl om, at H&M og Bestseller gør mere end mange amerikanske modegiganter.
Men de har godt nok også meget at rette op på! Som Klaus Melvin fra Clean Clothes Campaigns danske kontor rammende formulerer det.
– Tøjfirmaerne har selv bygget den verden, de lever i. De har med åbne øjne flyttet produktion derhen, hvor enhver idiot kunne sige sig selv, at arbejdsforholdene var så dårlige, at det måtte gå galt.
Med den ene hånd siger H&M, Bestseller og de andre, at de vil skabe bedre vilkår. Med den anden hånd presser de prisen. I sidste ende er det kun dem selv, som kan gøre op med den modsætning.
Jeg ringer til Kasper for at fortælle ham, hvad jeg er nået frem til:
– Ja … det lyder fint nok at løfte bunden og alt det der. Men jeg forstår stadig ikke, hvorfor de ikke bare starter med at give det dobbelte i løn til dem, der syer tøjet. Det vil alligevel være en meget lille del af den samlede pris, så det burde ikke være så svært!
