Kapitel 4 (Bangladesh 2013): Chokbølgerne fra Rana Plaza

Meget af vores tøj kommer fra Bangladesh. Her er bank, trusler og slaveløn en del af hverdagen. Sidste år døde 1.134 tekstilarbejdere, da fabrikken Rana Plaza styrtede sammen. Men hvor svært er det at købe en t-shirt, som er lavet under ordentlige løn- og arbejdsforhold? Fagbladet 3F’s journalist Peter Keiding er gået på jagt efter et svar.
100%
Annonce
Klokken halv ni går lyset ud. Så kommer braget. De generatorer, som skal sørge for strømforsyningen, sætter rystelser i gang. Bygningen synker sammen under sin vægt. Rozina bliver fanget under et bord. Hendes venstre arm sidder fast. Helt fast. Efter tre dage bliver hun befriet, men armen står ikke til at redde. Den må saves af.
1.134 arbejdere dør i Rana Plaza. Det er den værste katastrofe i tekstilindustriens historie.
I takt med at dødstallet stiger, bliver Rana Plaza til overskrifter verden over.
I Danmark er daværende udviklingsminister Pia Olsen Dyhr hurtigt ude med en opsang til branchen. Hun vil have danske tøjfirmaer til at fortælle, hvor de får produceret deres tøj. Men de nægter. Ligesom Bestseller mener de andre, at åbne leverandørlister “skader konkurrenceevnen”.
Den internationale fagbevægelse for industriarbejdere, IndustriAll, kommer også på banen. De laver en aftale, som tøjgiganter som Bennetton, Marks & Spencer og Inditex tilslutter sig. Virksomhederne forpligter sig til ikke at få syet tøj i bygninger, der kan brase sammen hvert øjeblik. Danske tøjproducenter slår sig i tøjret, men efter et par måneders betænkningstid tilslutter de sig. Samtidig går FN og forskellige organisationer i gang med at sørge for erstatning til ofrene og de efterladte fra Rana Plaza.
25. marts 1911 døde 146 tekstilarbejdere i en frygtelig brand i Triangle Shirtwaist-fabrikken i New York. Ligesom Rozina og hendes kolleger var syerskerne låst inde. De blev fanget i flammehavet eller sprang ud fra niende etage i desperation. Tragedien førte til nye regler om brandsikkerhed, øvre arbejdstid og en række andre love og regler, som gjorde det mindre barskt at være fabriksarbejder i USA.
Gad vide, om Rana Plaza kan få samme betydning for Bangladesh, som Triangle Shirtwaist har haft for USA?
Læs kapitel 5 her
