Høring om social dumping og illegalt arbejde

Politikerne på Christiansborg vil sætte ekstra fokus på social dumping, illegalt arbejde og menneskehandel ved en åben høring i slutningen af maj.
Fakta

Høring

Beskæftigelsesudvalget afholder en åben høring om social dumping og illegalt arbejde torsdag den 31. maj klokken 13-16 i Landstingssalen på Christiansborg.

Programmet ligger ikke endeligt klar. 

Oplægsholderne vil komme fra blandt andet SKAT, politiet, Arbejdstilsynet, 3F, forskellige arbejdsgiverorganisationer og Beskæftigelsesministeriet.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har forud for høringen lovet fem millioner kroner til ekstra kontroller af social dumping i servicebranchen.

Social dumping og illegal arbejdskraft. Det er emnerne ved en åben høring 31. maj, som Beskæftigelsesudvalget inviterer til. Det er ordfører mod social dumping Ane Halsboe-Larsen (S), som har taget initiativ til høringen. 

Ane Halsboe-Larsen mener, at underbetaling og illegal arbejdskraft er en alvorlig trussel mod den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter fastsætter spillereglerne via overenskomsterne.

- Vi kan risikere at komme i en situation, hvor vi folketingspolitikere skal lovgive om en mindsteløn, fordi der ikke er andre redskaber tilbage. Der vil vi meget nødigt hen. Og for at undgå den situation, skal vi gøre noget ved problemerne med social dumping og illegalt arbejde, siger hun til Fagbladet 3F.

Reaktion mod menneskehandel

Ane Halsboe-Larsen gik i gang med at planlægge høringen efter Fagbladet 3F i januar kunne afsløre arbejdsforhold, der tydede på menneskehandel til tvangsarbejde i rengøringsbranchen. Arbejdet fandt sted på mange skoler og andre offentlige institutioner især i Nordsjælland. Flere rumænske rengøringsfolk har fortalt om, hvordan de måtte spise børns efterladte madpakker for at klare sig.

Beskæftigelsesudvalget har dog valgt ikke kun at fokusere på menneskehandel, men også overenskomstbrud, løndumping og andre former for illegalt arbejde.

- Hvis ikke man tager brud på overenskomster seriøst, får man ikke standset det første led i fødekæden til de allerværste tilfælde, siger Ane Halsboe-Larsen.

Nej til uacceptable arbejdsforhold

Derudover mener hun, at der kan være grund til at skride ind, selvom den enkelte migrantarbejder er fint tilfreds med sine arbejdsforhold.

- Vi vil opleve mange situationer, hvor den enkelte østarbejder måske ikke synes, at det er urimelige arbejdsvilkår, men hvor vi som samfund vil sige, at det ikke er forhold, vi vil acceptere, siger Ane Halsboe-Andersen.

Den beskidte rengøring

Selv om de gør rent i skoler og børnehaver 12 timer om dagen, har de ikke nødvendigvis råd til mad. Fattige rumænske rengøringsfolk må i stedet rode i skraldespande og spise danske børns kasserede madpakker.

De rumænske rengøringsfolk får 3.700 kroner eller endnu mindre om måneden for at gøre rent i det offentlige.

Arbejdet udfører de for rengøringsgiganten Forenede Service eller som ansatte via deres underleverandører. Flere af rengøringsfolkene har slet ikke fået løn. Mange har fået frataget deres ID-papirer. I nogle af de værste sager er de også blevet udsat for trusler om vold. Tegnene på menneskehandel til tvangsarbejde i det offentlige er klare.

Fagbladet 3F afslører de elendige arbejdsforhold på rengøringsområdet.

Ved du noget?

Har du mistanke om, at du har mødt mennesker, som bliver groft udnyttet i rengøringsbranchen eller andre brancher med mange ufaglærte som for eksempel landbruget?

Eller er du selv blevet groft underbetalt, eller bliver du aflønnet sort? Har du fået frataget dine ID-papirer eller er du blevet lokket hertil på falske forudsætninger?

Er du blevet truet med vold eller med at blive meldt til myndighederne? Så kontakt Fagbladet 3F's journalist Morten Halskov, mobil: 22 51 56 10. Mail:  morten.halskov@3f.dk

Daca ai trecut printr-o situatie asemanatoare, daca patronul tau ti-a retinut actele de identitate sau cardul bancar, poti vorbi cu jurnalistul român Dorian Roman la telefonul 52 22 02 17 sau pe adresa de mail dorian.roman@mail.com