3F: Forenede Service presser ansatte ud

Den beskidte rengøring:   Efter Forenede Service har overtaget rengøringen af omkring 30 institutioner i Skanderborg Kommune, er arbejdstimerne til rengøring skåret 40 til 50 procent ned.
Fakta

Halveret rengøring

Forenede Service har overtaget rengøringen af omkring 30 institutioner, skoler og andre offentlige arbejdspladser i Skanderborg Kommune fra 1.1.2012. Tiden til rengøringen er skåret 40-50 procent de fleste steder. Eksempler:

Herskindskolen: Fra 21 timer om dagen til 10,5 timer.

Gyvelhøjskolen: Fra 46,5 timer om dagen til 25,5 timer

Skovbyskolen: Fra 42 timer om dagen til 19 timer.

Jobcentret i Skanderborg: Fra 7,4 timer om dagen til 3 timer.

Det tidligere rådhus i Hørning: Fra 9,5 timer om dagen til 5,5 timer.

Det tidligere rådhus i Ry: Fra 9 timer om dagen til 4,5 timer.

Det tidligere rådhus i Galten. Fra mindst 26 timer om dagen til 15 timer.

3F har fået foretaget to kontrolopmålinger, som viser, at rengøringsassistenter flere steder skal rengøre over 400 kvadratmeter i timen.

3F fortsætter med at foretage kontroller de steder, hvor 3F kan få adgang.

Kilde: Formand for 3F Søhøjlandet Kai Høstrup.

På en lang række skoler og offentlige kontorer i Skanderborg Kommune er timerne til rengøringen skåret ned til knap det halve, efter kommunen ved årsskiftet udliciterede rengøringen til Forenede Service.

Det oplyser formand i 3F Søhøjlandet, Kai Høstrup. I alt er omkring 30 institutioner i Skanderborg ifølge lokalformanden ramt af drastiske nedskæringer. På Herskindskolen er rengøringen for eksempel sat ned fra 21 til 10,5 timer om dagen.

- Jeg frygter, at Forenede Service har skåret ned på rengøringstimerne for at presse kommunens tidligere personale til at sige op for at erstatte dem med billig udenlandsk arbejdskraft, som det er sket i andre kommuner, siger han til Fagbladet 3F.

3F Søhøjlandet har fået foretaget to kontrolopmålinger, som viser, at rengøringsassistenter flere steder skal rengøre over 400 kvadratmeter i timen.

Rengøringsdamer flygter

Flere rengøringsassistenter fra Skanderborg har smidt håndklædet i ringen og sagt deres stillinger op, fordi de ikke kan klare de samme opgaver på den halve tid.

Blandt andre serviceassistent Gitte Jørgensen, der nu har sagt op efter 17 år i kommunen. Hun blev sat ned fra 37 til 15 timer om ugen, men skulle nå den samme mængde arbejde på Jobcenteret i Skanderborg, hvor hun indtil fredag eftermiddag gjorde rent.

- Jeg har fundet et andet arbejde. Jeg havde ikke noget valg, for det kan slet ikke lade sig gøre at nå så meget på så kort tid, siger hun.

Derudover giver 15 timer for lidt i løn til, at det hænger sammen økonomisk for Gitte Jørgensen.

Fakta

Så hurtigt skal assistenterne løbe:

På Jobcenteret i Skanderborg Kommune har Forenede Service skåret arbejdstiden ned fra 37 til 15 timer om ugen, dvs. 7,5 timer til 3 timer om dagen. På den tid skal der tømmes 92 skraldespande. Der skal gøres 7 toiletter, 2 baderum og 2 køkkener grundigt rent dagligt. Gangene skal støvsuges dagligt, og kontorer skal støvsuges en gang om ugen. Den tidligere serviceassistent på jobcenteret, Gitte Jørgensen, har regnet ud, at hun skulle gøre 557 kvadratmeter rent i timen, hvis hun var blevet i jobbet.

På det tidligere Rådhus i Hørning var de tidligere to assistenter i sammenlagt 9,5 timer om dagen. Den ene er fyret, og den anden skal nu klare al arbejdet på 5,5 timer om dagen. Det tidligere rådhus indeholder også et motionscenter og et bibliotek, som skal nås inden for de 5,5 timer. Assistent Kirsten Mench har regnet ud, at hun skulle gøre mindst 550 kvadratmeter rent i timen, hvis hun var blevet i jobbet.

Borgmester: Overenskomster overholdes

Borgmester i Skanderborg Kommune Jørgen Gaarde (S) oplyser i en mail til Fagbladet 3F, at kommunen har fået dokumentation fra Forenede Service for, at selskabet overholder overenskomsterne, og at kommunen ikke har givet tilladelse til, at der bruges underleverandører.

Borgmesteren skriver, at han ikke har haft mulighed for at se nærmere på nedskæringerne på de enkelte skoler og arbejdspladser og tilføjer:

"Jeg går ud fra, at 3F som faglig organisation rejser dette forhold overfor arbejdsgiveren Forenede Rengøring, hvis man finder, at arbejdstakten er højere end foreskrevet i overenskomsten."

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Forenede Service.

Den beskidte rengøring

Selv om de gør rent i skoler og børnehaver 12 timer om dagen, har de ikke nødvendigvis råd til mad. Fattige rumænske rengøringsfolk må i stedet rode i skraldespande og spise danske børns kasserede madpakker.

De rumænske rengøringsfolk får 3.700 kroner eller endnu mindre om måneden for at gøre rent i det offentlige.

Arbejdet udfører de for rengøringsgiganten Forenede Service eller som ansatte via deres underleverandører. Flere af rengøringsfolkene har slet ikke fået løn. Mange har fået frataget deres ID-papirer. I nogle af de værste sager er de også blevet udsat for trusler om vold. Tegnene på menneskehandel til tvangsarbejde i det offentlige er klare.

Fagbladet 3F afslører de elendige arbejdsforhold på rengøringsområdet.

Ved du noget?

Har du mistanke om, at du har mødt mennesker, som bliver groft udnyttet i rengøringsbranchen eller andre brancher med mange ufaglærte som for eksempel landbruget?

Eller er du selv blevet groft underbetalt, eller bliver du aflønnet sort? Har du fået frataget dine ID-papirer eller er du blevet lokket hertil på falske forudsætninger?

Er du blevet truet med vold eller med at blive meldt til myndighederne? Så kontakt Fagbladet 3F's journalister Signe Højgaard, mobil: 29 32 64 70 eller Morten Halskov, mobil: 22 51 56 10. Mail: signe.hoejgaard@3f.dk eller morten.halskov@3f.dk

Daca ai trecut printr-o situatie asemanatoare, daca patronul tau ti-a retinut actele de identitate sau cardul bancar, poti vorbi cu jurnalistul român Dorian Roman la telefonul 52 22 02 17 sau pe adresa de mail dorian.roman@mail.com