Politiet sendte tvangsarbejdere retur til rotterede

Den beskidte rengøring:   Rengøringsfolk forsøgte at få politiets hjælp til at flygte fra deres arbejdsgiver, der udsatte dem for tvangslignende arbejde. Men politiet sendte dem direkte tilbage til deres chef.
Fakta

Ekspert: Klar sag kan være tabt

Ekspert i menneskehandel Anders Lisborg siger om sagen:

- Det kan desværre vise sig at være et eksempel på, hvordan myndighederne kan tabe en sag om menneskehandel på gulvet, fordi indikatorerne overses, og der tilsyneladende ikke følges op med yderligere efterforskning eller ydes retmæssig støtte til ofrene.

- Sagen viser for mig, at politipatruljen uddannelsesmæssigt ikke har været klædt godt nok på til at klare opgaven og ikke har vidst, hvordan de skulle reagere.

- Det skyldes formentlig, at der ikke har været nok fokus på menneskehandel til tvangsarbejde, og at der tidligere primært har været fokus på menneskehandel til prostitution. Det er dog noget, som der er ved at blive rettet op på, siger han. 

Fem rumænske rengøringsfolk flygtede for et år siden fra deres danske arbejdsgiver på grund af usle arbejdsforhold. De boede i chefens uhumske kælder og knoklede op til 19 timer i døgnet.

Da de søgte hjælp hos politiet, blev de imidlertid anholdt og sendt tilbage i armene på deres omstridte chef. Det kan Fagbladet 3F nu afsløre via interview og aktindsigt i politiets hidtil ikke offentliggjorte døgnrapport om forløbet.

Knap tre uger efter anholdelsen fik politiet en anmeldelse fra den rumænske ambassade i Danmark om, at rumænere blev holdt tilbage mod deres vilje i en villa i Helsingør. Her fandt politiet de samme rengøringsfolk meget sultne og uden penge i arbejdsgiverens kælder. Politiets rapport viser, at hele huset var "præget af efterladenskaber fra rotter" og ikke "egnet til beboelse".

Fakta

Holdt hemmeligt

Nordsjællands Politi har i dets offentlige døgnrapport ikke omtalt hændelsesforløbet, hvor de fem rumænere uden id-papirer blev anholdt og siden udleveret til deres arbejdsgiver, efter politiet havde måttet trække en patrulje væk fra en gade i Helsingør.

Men Fagbladet 3F har fået aktindsigt i politiets interne og hidtil ikke offentliggjorte døgnrapport, som beskriver sagen. 

Politiets patrulje trukket

Familien Stoica kom til Danmark i maj 2011. Kort efter ville de hjem til Rumænien på grund af de forhold, som de blev udsat for af den danske arbejdsgiver, en underleverandør til rengøringsgiganten Forenede Service. Rumænerne fik en ung medarbejder på Shells tankstation ved Kongevejen i Helsingør til at ringe efter hjælp hos politiet.

- Vi kunne ikke klare mere. Sult, skidt og kulde. Det hele, siger Natalia Stoica til Fagbladet 3F.

Politiet ankom - og anholdt rumænerne, der ikke havde ID-papirer på sig. Ifølge politiets døgnrapport fra 24. maj 2011 tog en af rumænerne med politiet til Montebello Allé for at løse problemet med de manglende papirer. Men 50-100 mennesker myldrede frem på gaden, og politiets patrulje blev trukket fra stedet, fremgår det af døgnrapporten.

Chef havde ID-papirer

I stedet kontaktede politiet den ene ejer af huset på Montebello Allé 35, Jimmy Nika. Ifølge politiets døgnrapport fremskaffede arbejdsgiveren sine ansattes id-papirer i løbet af en time.

Familien Stoica fortæller til Fagbladet 3F, at de var blevet frataget deres id-kort, og at Jimmy Nika hentede dem på politistationen. Jimmy Nika har over for Fagbladet 3F bekræftet, at han var på politistationen i forbindelse med sagen. Ifølge hans forklaring havde politiet ringet til ham, fordi familien Stoica ikke kunne finde hjem.

Se tv: Rotterne løb hen over os

Fakta

Politiet: Ikke egnet til beboelse

11. juni 2011 fandt politiet seks rumænere på Montebello Allé 35 i Helsingør. Rumænerne levede i kælderen til huset, som deres arbejdsgiver Jimmy Nika er medejer af.

Politibetjentene konkluderede, at “huset ikke var egnet til beboelse,” viser deres rapport. De konstaterede blandt andet., at:

“Huset var uden strøm og vand”.

“Hele huset var præget af efterladenskaber fra rotter”.

“Det formodes, at brugt toiletpapir ikke kunne skylles ud og derfor blev smidt ved siden af toilettet”.

Der var “kraftig lugt af, hvad der menes at være menneskeafføring, madrester og dårligt indeklima”.

Ekspert: Det er menneskehandel

Politiinspektør Uffe Stormly fra Nordsjællands Politi oplyser, at politiet er i gang med en efterforskning i sagen.

- Vi vil meget gerne kommentere på sagen. Men vi kan ikke gøre det lige nu, fordi vi ikke ønsker at gøre vores efterforskning mere vanskelig, siger han.

International ekspert i bekæmpelse af menneskehandel Anders Lisborg er kritisk over for politiets indsats i sagen.

- Der er en række klokkeklare indikatorer på menneskehandel i den her sag. Jeg har tidligere undervist på politiskolen, og den her sag er faktisk et skoleeksempel på, hvad man skal kigge efter, når det drejer sig om menneskehandel til tvangsarbejde, siger Anders Lisborg, der i dag er ansat på International Center for Migration Policy Development i Wien.

Her er politiets hidtil ikke offentliggjorte døgnrapport om sagen. Fagbladet 3F har fået aktindsigt i døgnrapporten.

Den beskidte rengøring

Selv om de gør rent i skoler og børnehaver 12 timer om dagen, har de ikke nødvendigvis råd til mad. Fattige rumænske rengøringsfolk må i stedet rode i skraldespande og spise danske børns kasserede madpakker.

De rumænske rengøringsfolk får 3.700 kroner eller endnu mindre om måneden for at gøre rent i det offentlige.

Arbejdet udfører de for rengøringsgiganten Forenede Service eller som ansatte via deres underleverandører. Flere af rengøringsfolkene har slet ikke fået løn. Mange har fået frataget deres ID-papirer. I nogle af de værste sager er de også blevet udsat for trusler om vold. Tegnene på menneskehandel til tvangsarbejde i det offentlige er klare.

Fagbladet 3F afslører de elendige arbejdsforhold på rengøringsområdet.

Ved du noget?

Har du mistanke om, at du har mødt mennesker, som bliver groft udnyttet i rengøringsbranchen eller andre brancher med mange ufaglærte som for eksempel landbruget?

Eller er du selv blevet groft underbetalt, eller bliver du aflønnet sort? Har du fået frataget dine ID-papirer eller er du blevet lokket hertil på falske forudsætninger?

Er du blevet truet med vold eller med at blive meldt til myndighederne? Så kontakt Fagbladet 3F's journalist Morten Halskov, mobil: 22 51 56 10. Mail:  morten.halskov@3f.dk

Daca ai trecut printr-o situatie asemanatoare, daca patronul tau ti-a retinut actele de identitate sau cardul bancar, poti vorbi cu jurnalistul român Dorian Roman la telefonul 52 22 02 17 sau pe adresa de mail dorian.roman@mail.com