Sagens parter er enige om, at Forenede Service måned efter måned har tilbageholdt 11 procent af betalingen til KE Rengøring som et såkaldt sikringsbeløb. Dette beløb skulle blandt andet dække eventuelle skader, som for eksempel hvis en medarbejder med moppe knuste en rude under arbejde på en skole. Beløbet skulle også reguleres efter kvaliteten af arbejdet og kundeklager.
Efter et års tid fik KE Rengøring udbetalt halvdelen af det tilbageholdte beløb. Men KE Rengøring vil have hele beløbet refunderet, hvilket Forenede Service har nægtet. Ejer og direktør af KE Rengøring Kaya Er forklarede torsdag i retten, at han ikke var glad for systemet, som Forenede Service indførte:
– Det var meningen, at sikringsbeløbet skulle dække feriepenge til mine medarbejdere. Jeg har været i underskud. Jeg ville ikke have sagt ja til samarbejdet, hvis jeg vidste, at jeg kun fik halvdelen tilbage.
Vicedirektør blev væk
I efteråret 2009 begyndte KE Rengøring som underleverandør for Forenede Service. Det skete, efter at Forenede Service vandt kontrakten på rengøring på blandt andet en skole i Allerød.Kaya Er forklarede i retten, at han på et møde med vicedirektør, medejer og bestyrelsesmedlem hos Forenede Service Michael Krogh var blevet lovet, at KE Rengøring ville få alle sikringspengene udbetalt.
Det var meningen, at Michael Krogh skulle afgive forklaring ved retten torsdag, men han mødte ikke op. Forenede Services advokat i sagen Mikael Frydlund gav ingen forklaring på, hvorfor Michael Krogh ikke mødte op til retssagen, som var offentligt tilgængelig. Advokat Mikael Frydlund er også formand for bestyrelsen for koncernen Forenede, som Forenede Service er en stor del af.
Forenede Service: Ingen dokumentation
Koncerndirektøren hos Forenede Carsten Clement forklarede torsdag i retten, at de enkelte regioner i Forenede Service var ”meget selvstændige”, og at Michael Krogh styrede et ensartet system med underleverandører i Nordsjælland.Systemet med sikringspengene skulle ”holde underleverandørerne til ilden”, forklarede Carsten Clement. Koncerndirektøren oplyste også, at han mener, at Forenede Services underleverandører godt kunne tjene penge, mens sikringssystemet eksisterede frem til foråret 2012.
Advokat Mikael Frydlund forklarede i retten, at der ingen dokumentation er for, at Forenede Service skulle udbetale den tilbageholdte halvdel af sikringspengene til underleverandøren. Og at Forenede Service aldrig har tænkt sig at udbetale pengene. Advokaten og bestyrelsesformanden hos Forenede fastholdt kravet om, at Forenede Service skal frifindes i sagen.
Dommeren forventer, at der falder afgørelse i sagen inden for en måneds tid.

