God (streaming) lyd til hjemmet, del 5: valg af musik og musikformat

Dårlig teknik kan ødelægge god musik. Man skal også se sig for, når man vælger musikudgivelser.

Når man langt om længe har købt det rigtige udstyr til musikafspilning, er det blevet på tide at høre musik.

Ovenfor ses to udgaver af Metallicas Death Magnetic i et lydprogram. CD er cd-versionen, GH er Guitar Hero-versionen.

Selv spillet gennem YouTubes ringe video- og lydkompression og en dårlig højttaler på en bærbar, kan man høre forskel på de to versioner.

På GH-versionen kan man tydeligere høre bækkenet blive slået an (og klinge ud) og der er mere Grrr i guitarerne.

På CD-versionen er bækkenerne og guitarerne druknet i noget musik, der brummer mere end den synger.

Loudness

Lydforskellen skyldes mængde af loudness de to udgaver er blevet beriget med.

Loudness er en lydeffekt der


  • hiver det stille op hvor det kan høres og

  • et af musikentusiasternes store problemer nu om dage.


For meget loudness betyder at musikken mister dynamik. Den bliver lidt mindre interessant at lytte til og mange føler også at loudness-maksimerede albums er trættende i længden.

Fakta

Noget god lyd er naturtro

Når jeg har betalt spidsen af et propelfly (3.600 kroner) for en god forstærker og et par gode højttalere, vil jeg have naturtro lyd.

Hvis jeg sætter en indspilning med en jazz-kvartet på vil jeg kunne lukke øjnene og komme i tvivl om der ikke i virkeligheden står en smuk sangerinde tre meter fra mig, et flygel lidt ude til venstre og et trommesæt og en kontrabas lidt længere væk.

Det er heldigvis sket.

Jeg kan nu og da tro at Diane Krall eller Alan Stivell har taget band med og står og spiller i spisestuen.

Deres musik er ordentligt optaget, ordentligt mixet og der er ikke for meget loudness på.

Loudness er dog ikke udelukkende forfærdeligt. Akustisk musik lyder klart bedst med et stort dynamikområde. Men hører man lidt moderne popmusik, hvor alt, inklusive stemmer, er syntestisk i en eller anden grad, skæmmer loudness ikke musikken i helt samme grad.

Alligevel er der faktisk loudness-hadere, der downloader tidens toner, blæser lidt mere dynamik i dem med særlig software og derefter jubler over det - for dem - bedre resultat. Det er noget af et arbejde, men meget sødt.

Loudness-krigen

Så det er forståeligt at musikentusiaster på nettet er gået sammen om en database over musik, der fortæller forbrugerne hvor meget dynamik, de kan forvente af en given indspilning.

Metallicas Death Magnetic (2008) (rock) har et legendarisk lille dynamikområde og er dermed ikke noget for en stor del af verdens musikentusiaster.

Diane Kralls Loves Scenes (1997) (jazz) har derimod et stort dynamikområde og musikelskerne kan dermed forvente en mere naturtro lyd.

Begge cd'er findes i to forskellige versioner.

Forskellen på de to Death Magnetic'er er voldsom og kan tydeligt høres - selv  på Youtube. Her virker dynamikområde-databasen efter hensigten. Den kan advare forbrugerne mod dårlig lyd.

Forskellen på de to Love Scenes er mindre og det er nok de færreste - hvis overhovedet nogen - der vil kunne høre forskel i en dobbeltblindtest. Men her kan databasen så give musikentusiaster noget at tale om og blære sig med.

Hurtig konklusion

Hvis man kan lide musik, kan det være en god idé at tjekke dynamikområdedatabasen efter den mindst klodsede indspilning.

Men det er ikke absolut nødvendigt.

Remastered?

Bliver man pludselig interesseret i gammel populærmusik, vil man nu og da få valget mellem den oprindelige udgivelse og den remaster'ede.

Er man heldig lyder den ny udgave bedre end den gamle. Sådan er det tit med jazz og klassisk, hvor musikselskaberne gør sig lidt umage.

Er man uheldig lyder den ny udgave værre end den gamle. Sådan er det tit med rock og pop.

Det er generelt svært at finde ud af om Remastered-versionen er den bedste. Her må man desværre trawle sig igennem en hoben anmeldelser i sin søgen efter sandheden.

Med klassisk musik er det endnu sværere at finde ud af hvilken indspilning, det er værd at kaste tid og/eller penge efter.

128kbit mp3 lyder ikke så godt som cd ifølge dobbelt blindtest fra Dr. Sean Olive.

24bit/96Khz Flac, cd eller mp3?

Musik kan efterhånden fås og afspilles som


  • 24bit/96khz

  • cd

  • 320 kbps mp3

  • 128 kbps mp3


Alle formater lyder godt, undtagen det sidste.

24bit/96khz Flac har været med os i nogle år og lyder fint. Men folk kan ikke høre forskel på 24bit og alm. cd (af simple, naturvidenskabligt underbyggede årsager)

Cd har været med os i over 25 år og lyder fremragende.

Mp3 har været med os i over 10 år og lyder også fremragende. Så længe man ikke komprimerer lyden alt for meget. For så bliver lydtabet hørbart.

Hurtig konklusion

På baggrund af ovenstående links, kan det altså konkluderes, at man bare skal være glad for 320 kbps mp3 - for det bliver næppe hørbart bedre (man skal dog alligevel gemme sine cd'er som Flac - men det er af andre årsager).

Man kan altså godt købe musik i de fleste moderne musikbutikker på nettet og man kan sagtens lytte til Spotify Premium uden at gå glip af noget (andet end de interessante kunstnere).

Kort sagt

Efter at have skaffet alt det finde tekniske udstyr til boligen, kan der også vindes en hel del ved at vælge de rigtige udgaver af ens yndlingsalbums.

Steven Snedker

ved garanteret hvor det bedst kan betale sig at investere sin sparepenge og arbejdstimer, når det gælder IT. Kan svare på alt. Bare han får tid nok.

Skriv en mail til Steven her.

Du kan abonnere på nyt via dette RSS-feed. Læs mere om RSS-feed her.