Sulteløn hos Harboe

Fagbladet 3F kan nu afsløre omfattende underbetaling på Danmarks tredjestørste bryggeri. De seneste år har der hos den Kongelige Hofleverandør Harboe arbejdet ungarere for helt ned til 30 kroner i timen.
Af Peter Keiding, Fagbladet 3F, peter.keiding@3f.dk,

I mere end 125 år har Harboes Bryggeri ligget midt i Skælskør. Og man skal ikke have opholdt sig ret lang tid i byen for at opdage, at Danmarks tredjestørste bryggeri og Harboes øvrige virksomheder fylder rigtigt meget i lokalsamfundet.

Harboe er kendt som storsponsor for Anja Andersens gamle drømmehold i Slagelse, for at have skaffet stjernespilleren Peter Gade til den lokale badmintonklub og ikke mindst for at levere rigtigt mange af regionens arbejdspladser.

Men de senere år har man heller ikke skullet have opholdt sig ret lang tid i Skælskør for at få øje på en del biler med ungarske nummerplader. Nogle af dem har påklistret skilte med eksotiske firmanavne som ENT-EXT, Karlwood og Gépszer.

Slaveri

I starten af Spegerborgvej, der fører ned til bryggeriet, bor Harboes administrerende direktør Bernd Griese i en stor, gul villa. Når han ikke leder og fordeler arbejdet på fabrikken, hygger han sig blandt andet med at gå på jagt og sejle med Prins Henrik.

Fra Bernd Grieses domicil er der udsigt til et af Harboes huse. Her bor en del ungarere, som Fagbladet 3F har opsøgt under påskud af at søge arbejde på bryggeriet. De fortæller, at Harboes ungarske produktionschef Akos Karl kan skaffe job.

- Men Akos betaler kun 30-40 kroner i løn. Og hans folk arbejder 16-18 timer om dagen. Hver dag. Det er slaveri, lyder det fra en af ungarerne.

Længere nede ad Spegerborgvej, lige ved siden af bryggeriet, bor andre ungarere. De fortæller, at de er ansat via ENT-EXT til 40 kroner i timen. Et firma, som samme Akos Karl er chef for.

Frygter at få bank

Igennem samtaler med en række nuværende og tidligere medarbejdere hos Harboe tegner der sig et billede, som bekræfter udsagnene fra ungarerne på Spegerborgvej:

De senere år har Harboe ved hjælp af underentreprenører systematisk hyret billige ungarere til en løn langt under den overenskomst, bryggeriet har skrevet under på.

Det er ikke muligt at dokumentere dette med lønsedler af den simple grund, at ungarerne har arbejdet sort. I stedet fik østarbejderne deres løn i hånden.

- Hver 14. dag fik vi pengene udbetalt kontant af Akos Karl. Det var sådan, det foregik, siger en af de ungarske arbejdere.

Ej heller er det muligt at give et præcist tal på, hvor mange ungarere, der har slidt på Harboes virksomheder, da der har været en stor udskiftning af dem, og de ofte har skiftet arbejdsplads.

Ingen af ungarerne tør stå frem med deres navn. De frygter at blive fyret og smidt hjem. Eller de frygter direkte fysiske repressalier. 

- Jeg er bange for, at Akos Karl sender nogen ud for at give mig bank, hvis han finder ud af, at jeg har talt med en journalist, som en af dem siger. 

16 ungarere i lille hus

Harboes import af østeuropæisk arbejdskraft begyndte i 2007, hvor en række polakker blev ansat på fabrikken.

Underbetalingen gik for alvor i gang i sommeren 2008, hvor omkring 40 ungarere drog nordpå hyret af selskabet Dominique 2000 BT, ejet af Akos Karl.

De fleste kom fra byen Pécs i det sydlige Ungarn, hvor de var tilknyttet bryggeriet Pécsi Sörfozdén. Her var Akos Karl fabrikschef, indtil han blev fyret i 2005.

Ankommet til Danmark blev de ungarske arbejdere stuvet sammen i forskellige huse, lejligheder og skurvogne i Skælskør-området.

For eksempel boede der 16 ungarere i Labofaparken 59, et hus på 115 m². Det kostede dem hver 1.000 kroner om måneden. Men det var heller ikke særlig god tid, ungarerne havde til hjemlig hygge.

- Arbejdsdagen var tit på 15 timer, fortæller en af de ungarere, som har boet i huset. 

Alt efter behov blev de ungarske arbejdere sendt ud, hvor der var brug for dem den pågældende dag: Nogle gange til Harboes frugtplantage Danfrugt for at plukke æbler. Andre dage gik turen til bryggeriet for at gøre rent, sætte nye kolonner op eller reparere maskiner. Det blev også til en udflugt til Kobæk Strand for at istandsætte sommerhuse.

I den lokale 3F-afdeling har man også lagt mærke til de mange østarbejdere på Harboes virksomheder.

Alle taler efterhånden om, at Harboe ikke har rent mel i posen. Og det er jo under al kritik, at Harboe har folk gående til den slags lønninger, siger Benny Petersen, faglig sekretær i 3F Storebælt.

Han har flere gange forsøgt at komme i dialog med bryggeriet, ligesom han har prøvet at tegne overenskomst med de ungarske virksomheder. Men uden held.

Overblik over Harboe-sagen

Harboe underbetaler systematisk østarbejdere. De senere år har bryggeriet i Skælskør via underentreprenører hyret ungarere helt ned til 30 kroner i timen.

Det er langt under den overenskomst, som bryggeriet skal overholde som medlem af DI. Løndumpingen er også foregået på Harboes slagteri og frugtplantage. Og Harboes skuffeselskab har været med til at hyre billige ungarere på det tidligere Holmegaards Glasværk.

Desuden har Harboe i årevis chikaneret tillidsfolk og fyret ansatte, som turde åbne munden. Resultatet er et elendigt arbejdsmiljø på bryggeriet.

Læs hvad andre medier har skrevet om Harboe-sagen.


Harboe google kort

Vis på et større kort

• Forsiden lige nu •