Sådan sender du Bjørnebryggen i vinterhi

Forbrugere er begyndt at droppe Harboes produkter efter Fagbladets afsløringer af løndumping på bryggeriet. Her kan du få hjælp til billige øl, hvis du er træt af ”Bjørnebryggen”.
Af Henrik Lilholt, Fagbladet 3F, henrik.lilholt@3f.dk

I sidste uge kunne Fagbladet 3F afsløre, at der arbejder underbetalte ungarere på Harboes Bryggeri i Skælskør.

De ungarske arbejdere får helt ned til 30 kroner i timen. Ansat via underentreprenører, styret af bryggeriets ungarske produktionschef Akos Karl. Samtidig har bryggeriet i flere år systematisk chikaneret faglig aktive, og ifølge Arbejdstilsynet er hverdagen præget af stress, store sprogbarrierer og dårlig ledelse.

I kølvandet på Fagbladets afsløringer, udtrykte 3F's formand Poul Erik Skov Christiansen forståelse for dem, som ikke mere vil slukke tørsten i Harboe-øl.

- Det her er noget svineri. Området har 450 ledige, som kunne udføre arbejdet. Jeg har drukket min sidste Harboe-øl og kan sagtens forstå, hvis mine medlemmer føler trang til at følge mit eksempel, siger forbundsformand Poul Erik Skov Christensen.

SF: Boykot Harboe

Efter at Fagbladet 3F har afsløret, at Harboe bryggeriet udnytter underbetalt østeuropæisk arbejdskraft, opfordrer SF's Emilie Turunen nu til boykot af bryggeriet.

- Kongelig hofleverandør eller ej. Dette er endnu et eksempel på, at social dumping er udbredt på det danske arbejdsmarked. Harboe kan ikke fraskrive sig sit moralske ansvar ved at henvise til at de ikke kender deres underleverandørers lønninger. Særligt hult klinger det når underleverandørfirmaerne ejes af Harboes ungarske fabrikschef. Det handler tilsyneladende ikke om uvidenhed, men om systematisk udnyttelse af billig østeuropæisk arbejdskraft, fastslår Emilie Turunen, der er medlem af Europaparlamentets beskæftigelsesudvalg.

- Jeg har helt klart drukket min sidste Harboe øl, og jeg opfordrer andre til at gøre det samme. Og så er det på tide at Dansk Arbejdsgiverforening snart gør noget for at rydde op i egne rækker. De kan ikke blive ved med at henvise til enkelte brodne kar i branchen. Skal vi bevare vores berømte danske model, så skal DA til at vågne op. Der er brug for en fælles koordineret indsats fra arbejdsmarkeds parter, så vi kan komme de slavelignende arbejdsvilkår til livs, fastslår Emilie Turunen.

SF har tidligere foreslået at indføre kædeansvar, så danske virksomheder hæfter for underleverandørers snyd.

Overblik over Harboe-sagen

Harboe underbetaler systematisk østarbejdere. De senere år har bryggeriet i Skælskør via underentreprenører hyret ungarere helt ned til 30 kroner i timen.

Det er langt under den overenskomst, som bryggeriet skal overholde som medlem af DI. Løndumpingen er også foregået på Harboes slagteri og frugtplantage. Og Harboes skuffeselskab har været med til at hyre billige ungarere på det tidligere Holmegaards Glasværk.

Desuden har Harboe i årevis chikaneret tillidsfolk og fyret ansatte, som turde åbne munden. Resultatet er et elendigt arbejdsmiljø på bryggeriet.

Læs hvad andre medier har skrevet om Harboe-sagen.


Harboe google kort

Vis på et større kort

Selskabsdiagram



• Forsiden lige nu •