Flertal vil fyre JK-Proces

Både blå og rød blok på Christiansborg vil have stoppet den type kurser, som JK-Proces udbyder. Inger Støjberg (V) nøjes dog med at rose Fredericia Kommune for at undersøge sagen.
Af Peter Keiding, Fagbladet 3F, peter.keiding@3f.dk
Fakta

Støjberg efterlyser dokumentation fra 3F

På linje med Fredericia Kommune efterlyser beskæftigelsesminister Inger Støjberg (v) yderligere dokumentation fra 3F i sagen om JK-Proces.

Det vil næstformand i 3F Fredericia, Henny Kristiansen, gerne levere.

- Men vi bestemmer selv hvornår, hvordan og til hvem. Vi vil ikke trues til at udlevere medlemmer, som ikke tør stå offentligt frem med kritikken, siger hun.

Henny Petersen peger også på, at kommunen endnu ikke har kunnet fremlægge dokumentation for deres påstande om, at kommunen har et tilfredsstillende samarbejde med JK-Proces.


Et stort flertal i Folketinget er stærkt kritisk over for den form for aktivering, som JK-proces står for i Fredericia. Det viser en rundringning til samtlige partier, som Nyhedsbrevet 3F har foretaget. Både i blå og rød blok møder kommunen hård kritik, fordi den sender ledige på elendige jobkurser hos firmaet.

- Det er totalt urimeligt. Det burde ikke kunne finde sted. Kommunen burde slet ikke samarbejde med dette firma, siger Bent Bøgsted, arbejdsmarkedsordfører fra Dansk Folkeparti.

- Det er endnu et grotesk eksempel, som understreger, at vi skal stoppe hele dette cirkus. Men regeringen vil have privatisering for privatiseringens skyld, lyder det fra Enhedslistens Line Barfoed.

Fakta

Oprør på Facebook

På 3F's Facebook-side vælter det ind med 3F’ere og andre, som har været på elendige jobkurser, og som er forargede over, at JK-Proces scorer kassen på deres kurser. Se mere her

Rydde op

Også fra regeringen selv lyder der kritiske røster:

- Jeg ser frem til det aktiveringstjek, som ministeren gennemfører her i efteråret. Og så forventer jeg, at der bliver ryddet op i denne form for aktivering, siger Helle Sjelle, konservativ arbejdsmarkedsordfører.

Også Socialdemokraterne, De Radikale og Liberal Alliance vil have afskaffet den type jobkurser, som JK-Proces udbyder.

Afventende minister

Blandt andre SF har foreslået en autorisationsordning. Den skal sikre kvaliteten af de andre aktører.

- Jeg er uhyre vred over dette. Vi kan som samfund ikke være bekendt at behandle vores arbejdsløse sådan, siger Eigil Andersen, arbejdsmarkedsordfører for SF.

En sådan ordning er dog blevet afvist af beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V). Og modsat de fleste andre partier, er udmeldingen mere forsigtig fra hende:

- Det er vigtigt, at kommunerne hele tiden har fokus på at vælge de udbydere af jobkurser, der har de bedste resultater med at få ledige i job. Så jeg er meget tilfreds med, at borgmesteren nu undersøger, om deres udbydere er gode nok, siger Inger Støjberg.

Kort om elendige jobkurser

Masser af arbejdsløse 3F'ere bliver tvunget på elendige kurser hos private jobfirmaer. Her er ingen undervisning – i stedet spilder de tiden med at drikke kaffe, tjekke Facebook eller gå på morgenværtshus.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg har lovet en undersøgelse af området. Den skal være klar her til efteråret.

Din ret og pligt som ledig

Som ledig skal du blandt andet stå til rådighed for arbejdsmarkedet, opdatere dit CV og deltage i samtaler.

Men du har også rettigheder - du kan klage, og du kan få hjælp i din lokale 3F-afdeling.

Læs mere om dine pligter og rettigheder

Artikler fra andre medier

Ugebrevet A4 har skrevet mange artikler om blandt andet økonomien bag jobkurserne:


Avisen.dk's Facebook-side, hvor du kan skrive din mening om jobkurserne: ”Arbejdsløse er ikke idioter”

Behandlosordenligt.dk
En gruppe arbejdsløse har startet netværket "Behandl os ordentligt, selvom vi er arbejdsløse". De kæmper for bedre omskoling, relevante kurser og dagpenge under uddannelse. Se mere her på : Behandlosordentligt.dk



• Forsiden lige nu •