De sidste to måneder har sjakket været i gang med at bygge Bredebo Plejecenter i Kongens Lyngby for firmaet Skjøde.
De arbejder til en akkordløn på omkring 200-250 kroner i timen. Bortset fra et par håndører på et skrabelod i ny og næ er der ingen, der har vundet den store gevinst i Lotto. Men hvis heldet skulle være med dem, og millionerne tikkede ind på kontoen, ville de stort set alle sammen fortsætte med at arbejde.
– Fem millioner kan ikke gøre det op med det kollegiale fællesskab, siger Jacob Johnsen, der er 37 år.
– Det er daglig sparring, hvor man vender hverdagen og taler om alt fra børn til kærester og koner. Det kan ikke købes for penge.
Rejse ud med pigerne
Flere af tømrerne har arbejdet sammen på andre byggeprojekter, og de laver tit sociale ting sammen. For eksempel tager de i byen for at drikke øl og feste, og om sommeren griller de.– Jeg ville fortsætte med at arbejde, selvom jeg vandt i lotto. Det ville være for trist uden kollegerne. Det er jo i bund og grund dem, der gør, at man har lyst til at være her, siger 32-årige Dan Beck.
Han ville bruge lottomillionerne på at betale sit hus ud og rejse med sine to piger på syv og ti år.
Forskel på ung og gammel
Carsten Pultz er sjakkets alderspræsident og den eneste, der ville kvitte jobbet helt. Han forstår dog godt, at de yngre kolleger vil fortsætte på arbejdsmarkedet.– Jeg er 57 år og har arbejdet, siden jeg var 16. Der er nok forskel på, om man er ung eller gammel. Pengene ville jeg bruge på at leve lidt ekstra godt i hverdagen.
Fire ud af fem 3F’ere ville fortsætte med at arbejde, selvom de vandt fem millioner i lotto, viser undersøgelse i Fagbladet 3F’s webpanel.
