Gennem 25 år blev medarbejdere udsat for livsfarligt arbejdsmiljø, da de lavede termometre med kviksølv på fabrikken Kamstrup i Åbyhøj. Næsten 60 procent af kviksølvmålingerne i en periode var over den tilladte grænseværdi.
De for høje målinger af en af verdens farligste nervegifte hos ansatte på Kamstrup har siden 2008 været kendt af tidligere beskæftigelses- og nuværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) samt hans efterfølger som beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V). Men ministrene har holdt deres viden hemmelig for ofre og pårørende. Det kan Fagbladet 3F nu afsløre.
- Det er korrekt, at en rapport fra 2008 viser, at en del medarbejdere på Kamstrup havde meget kviksølv i deres urin i en periode fra 1967 til 1973, siger Inger Støjberg.
Fakta
Hjort: Uanstændig behandling af kviksølvofre
Efter afslutningen af undersøgelsen om forgiftning af ansatte på Grindstedværket sagde Claus Hjort Frederiksen (V) i oktober 2008:
- Det er en meget alvorlig kritik, der bliver rejst i redegørelsen, for de mennesker er rent ud sagt blevet behandlet helt uanstændigt af Grindstedværket.
Claus Hjort Frederiksen har ikke kontaktet kviksølvofre fra Kamstrup eller deres pårørende – selv om ministeren har kendt til alt for høje kviksølvmålinger siden 2008.
Adgang til navne og numre
Ministrene kender til målingerne hos Kamstrup, fordi de stammer fra den undersøgelse, som Claus Hjort Frederiksen selv satte i gang efter Fagbladet 3F's afsløring i maj 2008 af kviksølvskandalen på Grindstedværket.
Flere tidligere ansatte på Grindstedværket har siden fået store erstatninger for kviksølvforgiftning. Med kviksølvmålinger under dem, der er målt på Kamstrup.
3F's aktindsigt viser, at de to ministre har haft adgang til navne, personnumre og adresser på folk fra Kamstrup med for meget kviksølv i kroppen - men oplysningerne er streget over i 3F's aktindsigt, som det tog halvandet år at få.
- Hvorfor har jeg ikke hørt fra ministrene med alt det, de ved? Ministrene har ikke passet deres arbejde, siger 93-årige Karen Olsen, der er enke efter Villy Olsen. Han led en smertefuld død efter at have haft for meget kviksølv i kroppen under sit arbejde på Kamstrup.
Minister valgte bevidst at tie
Finansminister Claus Hjort Frederiksen vil ikke svare Fagbladet 3F på, hvorfor han har skjult de for høje målinger for tidligere ansatte på Kamstrup og deres pårørende. Uden yderligere kommentarer henviser han blot til beskæftigelsesminister Inger Støjberg. Hun siger:
- Selv om kviksølvniveauet i urinen er højt, er det ikke sikkert, at der er tale om en arbejdsskade, eller at det udvikler sig til en skade. At tage kontakt til samtlige tidligere ansatte risikerer at skabe unødig frygt. Jeg vil ikke være med til at skabe unødig frygt.
Inger Støjberg opfordrer tidligere ansatte på Kamstrup - som er i tvivl, om de kan være blevet syge af deres arbejde - til at gå til læge og blive undersøgt. I så fald skal det anmeldes til Arbejdsskadestyrelsen som en arbejdsskade.