Men knap et halvt år senere fastslog Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, at Piet Casiers lægeerklæring var ”under normen for almindelig anerkendt standard”. Speciallægen skulle ikke have nævnt simulation, når han ikke havde grundlag for at stille diagnosen. Speciallægen nævnte intet i sin konklusion om Finn Hansens smertefulde lidelse i venstre skulder.
– At jeg skulle simulere, er ikke retfærdigt. Jeg tænkte, at han selv skulle prøve at have de smerter, som jeg har, siger Finn Hansen om Piet Casier.
Måtte hæve af pensionen
Den 46-årige ufaglærte 3F’er havde siden skoletiden været vant til at bruge sine stærke hænder til blandt andet at muge ud med skovl efter grise og køer, grave kabler med håndskovl og arbejde i den tunge afdeling på et jernstøberi.– Jeg har taget ved. Når jeg ikke havde en uddannelse, så skulle jeg vise dem på et andet område. Jeg sagde ikke nej til opgaver, jeg sagde ja. Selv om det gjorde ondt på arbejdet, så kunne jeg godt fortsætte, siger Finn Hansen.
Men i 2004 begyndte han at få problemer med en nakkehvirvel. Senere blev han opereret i venstre skulder. I flere år har han haft store smerter i skulderen, og han må bruge højre hånd til at lægge sin venstre ind foran kroppen.
Finn Hansen forklarer, at Piet Casiers forkerte erklæring var hård for sammenholdet og økonomien i familien med tre børn og et plejebarn. Finn Hansen og hans hustru overvejede skilsmisse. Han mistede sine sygedagpenge, kunne ikke få kontanthjælp og var nødt til at hæve af sine pensionspenge. Lægeerklæringen betød, at han ikke kunne få et fleksjob, mener Finn Hansen.
Fik efterbetalt 88.000 kroner
Efter disciplinærnævnets kritik af Piet Casiers erklæring konkluderede en anden speciallæge, at der var ”ingen tegn på simulation af smerterne”. Og i maj 2013 efterbetalte Viborg Kommune 88.866 kroner i manglende sygedagpenge til Finn Hansen efter krav fra 3F Viborg.– 3F har været god til at hjælpe. Hvis jeg ikke havde fået hjælp fra familien og 3F, så havde jeg lagt mig ud foran en lastbil, siger han og forklarer, at det var tæt på.
I dag er han i fleksjob i godt 10 timer om ugen i en børnehave.
– Jeg er glad for fleksjobbet. Det har givet indhold i livet, siger han.
Piet Casier har ikke reageret på Fagbladet 3F’s gentagne anmodninger om kommentarer til sagen.

